Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) får en såkaldt næse - en kritik fra et flertal i Folketinget.
Oppositionspartierne og støttepartiet Det Radikale Venstre er utilfredse med hans håndtering af en speget sag om biobrændstof og et særligt iblandingskrav, som er blevet kaldt "en ren molbo-løsning".
De er blandt andet utilfredse med, at ministeren ikke har indkaldt til forhandlinger om at rette op på ordningen.
- Vi giver Dan Jørgensen en næse for det her forløb. Ministeren har ikke taget Folketinget seriøst. Vi har klart opfordret Dan Jørgensen til at indkalde til forhandlinger – allerede tilbage i februar. Det har ministeren valgt at ignorere, siger Venstres bæredygtighedsordfører, Marie Bjerre, efter et samråd med ministeren.
- Vi vil gerne have, at Folketinget bliver respekteret, siger formanden for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, De Radikales Rasmus Helveg Petersen, der uddyber:
- Vi har udtalt kritik, fordi vi synes, at der skulle have været indkaldt rettidigt til de her forhandlinger – eller hvis man rettidigt havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af coronakrisen. Så havde vi også accepteret det. Men det er sket for sent.
Socialdemokratiet har selv erkendt 'uskøn lappeløsning'
Sagens kerne er et krav om, hvor meget biobrændsel der skal blandes i brændstof næste år.
Kort før jul strammede Folketinget kravet for, hvor meget biobrændstof der skal være i den benzin og diesel, vi fylder på vores biler. Det blev hævet fra 5,75 til 7,6 procent. Men det skærpede krav skulle kun gælde et enkelt år for så at blive sat ned igen fra 2021.
Forklaringen på frem-og-tilbage-politikken skal findes i EU-regler, Danmark selv har indgået:
I år skal ti procent af energi i transportsektoren komme fra vedvarende energi. For at leve op til EU-kravet er Danmark nødt til at blande mere biobrændstof i benzin og diesel. Men EU-reglerne gælder ikke fra 2021, og så vender Danmark tilbage til de gamle regler igen - hvilket kan betyde stigende CO2-udledning.
Det er fra flere sider - lige fra benzinselskaber til Enhedslisten - blevet kaldt en ren molbo-løsning.
Socialdemokratiet erkendte da også i efteråret, at det var en "et-årig lappeløsning", der "ikke så super køn ud". Og Dan Jørgensen lovede samtidig at indkalde til forhandlinger efter årsskiftet. I februar vedtog et flertal i Folketinget - inklusive Socialdemokratiet - at indlede forhandlinger inden sommerferien.
Men kort efter ramte coronakrisen landet, og i maj sagde Dan Jørgensen så, at han nok først ville tage hul på forhandlingerne til efteråret.
- Når vi har haft en debat i folketingssalen, hvor det bliver besluttet – også med Dan Jørgensens stemme – at der skal indkaldes til forhandlinger før sommerferien, så forventer vi også, at det sker, siger Rasmus Helveg Petersen.
Fik mødeinvitation kort før samråd
Klimaministeren var her til eftermiddag kaldt i samråd af de vrede ordførere, der talte åbent om, at en næse var på bordet.
39 minutter før samrådet begyndte, tikkede der klokken 13.21 en mødeinvitation ind i ordførernes mailbokse. Her inviterede Dan Jørgensen dem til det første forhandlingsmøde om biobrændsel i morgen tidlig klokken 7.30.
Den sene invitation skyldes ifølge ministeren selv, at det først var i går eftermiddags, det gik op for ham, at det var "så vigtigt" for partierne at tage hul på forhandlingerne før sommerferien.
- Så siger jeg: Fint nok. Jeg rydder min kalender i morgen tidlig, og så tager vi et første møde der, forklarede Dan Jørgensen.
Det ligner en desperat minister, der forsøger at redde sig fri af en næse?
- Det er det overhovedet ikke. Vi har sagt meget åbent, da vi blev ramt af coronakrisen, at der var ting, vi måtte udskyde. Det tror jeg, de fleste danskere har en vis forståelse for. Det har også været tilfældet med spørgsmålet om iblandingskravet.
- Det er ikke, fordi vi ikke synes, det er vigtigt. Vi har bare sagt, at vi tager det på den anden side af sommerferien, siger Dan Jørgensen.
Partierne bag næsen er glade for invitationen, men den kommer "meget sent", mener De Radikales Morten Helveg Petersen. Regeringens to andre støttepartier, Enhedslisten og SF, er ikke med i kritikken af ministeren.
- Jeg er ude af næsen og inde i sagligheden, siger SF's klimaordfører Signe Munk og fortsætter:
- Det centrale er, at ministeren får sat gang i forhandlingerne. Det gør han i morgen. Det har vi fået presset ham til. Det er det vigtige for SF. Klimaet har brug for, at vi får bragt udledningen fra brændstoffer ned.