Da finansministre kollapsede på stribe, og et sjældent Skatteministerium blev skabt

BAGGRUND: Danmark er et af få lande med et særskilt Skatteministerium. Vi fik det efter at en række finansministre bogstaveligt talt måtte bøje sig for arbejdspres.

(Foto: © John Stæhr, Scanpix)

Den karismatiske Viggo Kampmann var kendt som lidt af en supermand, da han op igennem 1950'erne sad tungt på den danske pengekiste i Finansministeriet.

På trods af natlige udskejelser og et skrøbeligt sind overkom han de store opgaver og anses af mange for at være en af velfærdsstatens største politiske arkitekter.

Men da Viggo Kampmann trådte frem i geleddet og blev statsminister i 1960 stod det hurtigt klart, at hans efterfølgere ikke havde samme evner.

I 1962 dør den nye, socialdemokratiske finansminister Hans R. Knudsen pludseligt.

- Han dør simpelthen i jobbet, formentlig af overanstrengelse, 58 år gammel. Han dør i november 1962. Så kommer Poul Hansen til, og han bliver 53 år, siger Tim Knudsen, der er professor i Statskundskab ved Københavns Universitet:

- Op gennem 1960'erne er der flere finansministre, deriblandt Poul Møller (konservativ finansminister, red.), der falder om i Folketinget. Han var ikke fyldt 50 år, men må køres på hospitalet, fortæller han.

Nogle år senere var Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup skudt frem, og i en tv-udsendelse fremviste han sit skattekort med en trækprocent på nul, selvom han havde en årsindkomst på 800.000 kroner.

Den kontroversielle politiker sammenlignede dengang skattenægtere med jernbanesabotører under Anden Verdenskrig. Poul Møller så udsendelsen, men fik angiveligt et chok og blev syg - kort efter stoppede hans politiske karriere.

Umenneskeligt job?

Debatten om hvorvidt Danmark – i modsætning til de fleste andre lande i Europa – skal have et selvstændigt skatteministerium er aktuel, efter at regeringspartiet Liberal Alliance i dag genopliver et forslag om helt at nedlægge ministeriet og oprette en skattestyrelse under Finansministeriet.

Den seneste uges skattediskussion på Christiansborg har mundet ud i bred enighed om at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal se nærmere på de senere års mange skandaler i Skat.

Viggo Kampmann var kendt som lidt af en supermand, da han var finansminister i 1950'erne. (Foto: © Aage Sørensen, Scanpix)

Den kommende kommissionsundersøgelse, skandalerne og den heftige udskiftning på skatteministerposten gør det nødvendigt at lukke Skatteministeriet ”hurtigst muligt”, mener finans- og skatteordfører Joachim B. Olsen, som vil tilbage til tiden før 1975, hvor skat hørte under Finansministeriets ressortområde.

I begyndelsen af 1970'erne havde Finansministeriet ansvar for budgetter, finanslov og tilmed hele skatteområdet, men ministrenes kollaps fik nogen til at tænke, at der kunne være noget umenneskeligt ved jobbet.

Derfor adskilte man i 1971 skat fra Finansministeriet og gjorde socialdemokraten Henry Grünbaum til den første skatteminister i Danmark - i første omgang beholdt han dog titlen 'finansminister', men budgetter og finanslov lå hos Per Hækkerup, der var økonomi- og budgetminister.

- I fagbevægelsen var man dengang utilfreds med, at Henry Grünbaum blev degraderet til skatteminister. Så lige som for at sløre det lidt, så kaldte man ham finansminister. Det er sådan nogle trick man bruger i politik, siger Tim Knudsen.

Folk kom og klagede i ministeriet

Officielt er Svend Jakobsen dog Danmarks første skatteminister af titel og kom til i 1975. Han husker også det daværende Finansministerium som kæmpe stort.

- Man følte, at finansministeren skulle have tid til de mere generelle finanspolitiske og økonomiske spørgsmål. Samtidig var skat blevet langt mere aktuelt som sagsområde og et område, hvor der var rigtig mange konkrete sager, også konkrete enkeltsager, fortæller Svend Jakobsen:

- Dengang kunne man klage til skatteministeren om utrolig mange sager. Jeg havde torsdagsmodtagelse, hvor folk kom og klagede over skatten, siger han.

Her kunne en hvilken som helst skatteborger komme ind og sidde overfor ministeren og redegøre for sin sag.

- Det var helt almindeligt dengang, at ministrene havde torsdagsmodtagelser. Man havde så anmeldt i forvejen, hvad man kom om, og hvilke sager man havde, og det var selvfølgelig begrænset, hvor mange der nåede at komme igennem, fortæller Svend Jakobsen, der dengang kastede sig ud i arbejdet med "liv og sjæl", som han beskriver det:

- Vi havde i Socialdemokratiet i årevis haft nogle skattepolitiske mærkesager, herunder – for at nævne en af de større – at vi mente, at man skulle fjerne fradragsretten for renter af privat gæld.

- Vi havde også haft det synspunkt, at mænd og kvinder skulle have hver deres selvangivelse. Jeg nåede også frem til en række forslag, som jeg forelagde i regeringens økonomiudvalg, siger Svend Jakobsen, der husker episoden således:

- Da jeg så kom til regeringens økonomiudvalg, sagde Per Hækkerup (daværende økonomiminister, red.): 'Ja, Svend, det er det, vi har vedtaget på vores årsmøder og kongresser, men vi har kun 64 mandater i Folketinget, og med den mangel på styrke i regeringen har vi ikke mulighed for at føre de forslag frem'.

- Så det eneste, der blev gennemført af mine forslag, var, at vi ændrede det, så mænd og kvinder fik hver deres selvangivelse og betalte hver deres skat. Det var også en vigtig sag, fortæller Svend Jakobsen, der i dag er 81 år gammel.

Frygteligt job

Han holder fast i, at det gav mening at udskille skatteområdet fra Finansministeriet og lægger afstand til Liberal Alliances planer om at lukke Skatteministeriet efter de mange skandalesager.

- Jeg var fuldstændig enig i at skille det ud i sin tid. Også på grund af det store sagskompleks, som Finans- og Skatteministeriet til sammen er. Baggrunden for det dengang eksisterer stadig.

- At man er kørt af sporet nogle gange, er ikke på grund af udskillelsen fra Finansministeriet. Det har nogle helt andre årsager, siger Svend Jakobsen, der ikke vil kommentere det konkrete forløb i de senere år.

Ifølge Tim Knudsen er der også grund til at klappe hesten, men han afviser ikke, at det kan give mening at lægge Skatteministeriet ind under Finansministeriet.

- Man skal huske, at det er et frygteligt job at være finansminister. Og hvis man også gør ham til skatteminister også, så risikerer man at overanstrenge.

- Hvis man absolut vil lægge ministerierne sammen kunne en model være, at den nuværende finansminister udpeger en viceminister for skatteområdet, som kunne aflaste finansministeren, siger Tim Knudsen.

Skatteministre siden 1975

  • Svend Jakobsen 1975-1977 Socialdemokratiet

  • Jens Kampmann 1977 1978 Socialdemokratiet

  • Anders Andersen 1978-1980 Venstre

  • Karl Hjortnæs 1980-1981 Socialdemokratiet

  • Mogens Lykketoft 1981-1982

  • Isi Foighel 1982-1987 Det Konservative Folkeparti

  • Anders Fogh Rasmussen 1987-1992 Venstre

  • Peter Brixtofte 1992-1993 Venstre

  • Ole Stavad 1993-1994 Socialdemokratiet

  • Carsten Koch 1994-2000 Socialdemokratiet

  • Frode Sørensen 2000-2001 Socialdemokratiet

  • Svend Erik Hovmand 2001-2004 Venstre

  • Kristian Jensen 2004-2010 Venstre

  • Troels Lund Poulsen 2010-2011 Venstre

  • Peter Christensen 2011-2011 Venstre

  • Thor Möger Pedersen 2011-2012 Socialistisk Folkeparti

  • Holger K. Nielsen 2012-2013 Socialistisk Folkeparti

  • Jonas Dahl 2013-2014 Socialistisk Folkeparti

  • Morten Østergaard 2014-2014 Radikale Venstre

  • Benny Engelbrecht 2014 2015 Socialdemokratiet

  • Karsten Lauritzen 2015-? Venstre