De restriktioner, som store del af samfundet er underlagt for at begrænse smitte med coronavirus, forlænges frem til den 28. februar. Det oplyser statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde her til aften.
- Det er desværre nødvendigt at forlænge nedlukningen af Danmark med tre uger. Det vil sige til og med 28. februar.
Det er især den britiske coronamutation, B117, der er medvirkende til den fortsatte nedlukning. Restriktionerne kan desuden kun slækkes langsomt, forventer regeringen.
- Vi har set, hvor hurtigt den nye mutation kan bringe tingene ud af kontrol. Derfor kan vi ikke lempe på restriktionerne. Selv, når vi får vaccineret flere, så må vi gå forsigtigt frem, lød det fra Mette Frederiksen.
Dog er der muligvis et område, der kan se frem til at blive åbnet, før vi når den 1. marts. I starten af næste uge melder regeringen nemlig ud, om der er mulighed for, at 0.-4. klasse kan komme i skole før marts, siger Mette Frederiksen på pressemødet.
- Det er vores håb, at eleverne fra 0. 4- klasse kan starte i skole tidligere end den 28. februar.
Møde tidligere torsdag
Allerede i løbet af eftermiddagen bekræftede flere kilder over for DR Nyheder, at restriktionerne bliver forlænget til at gælde resten af vinteren.
Det fik Folketingets partier at vide på et møde med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag.
- Regeringen har besluttet at forlænge restriktionerne frem til den 28. februar, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, der var med på mødet.
Han siger, at Venstre tager beslutningen om at forlænge restriktionerne til efterretning.
- Regeringen bygger det på nogle sundhedsfaglige begrundelser, og det tager vi til efterretning, siger han.
Enhedslisten bakker også op om flere uger med restriktioner.
- Vi er alle sammen utålmodige i forhold til at få åbnet så meget som muligt op. Men det er nogle afgørende uger, vi går ind i, hvor vi skal se, om den britiske mutation breder sig. Derfor tror jeg, der er en rigtig vurdering, at vi bliver nødt til at fastholde restriktionerne frem den 1. marts, siger partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
Skal regne på skoleelever
Restriktionerne, som forlænges frem til slutningen af februar, er blandt andet, at butikker fortsat skal holde lukket. Frisører og andre liberale erhverv er også lukket. Restauranter og caféer må kun servere take away. Og forsamlingsforbuddet vil fortsat være på fem personer.
Studerende, elever på ungdomsuddannelser og de ældste elever i folkeskolen vil også fortsat være hjemsendt.
Du kan læse mere om restriktionerne i linket herunder:
Det er dog som nævnt stadig mulighed for, at de mindste skolebørn fra 0. til 4. klasse kan komme i skole før den 28. februar. Det skal en ekspertgruppe nu regne på.
- Vi ser mistrivsel hos børn og familier, som er voldsomt pressede. Vi har sagt, at de mindste skal tilbage hurtigst muligt, med mindre der ligger tung sundhedsfaglig evidens for, at de ikke skal. Det sidder regeringen og regner på lige nu, siger Martin Geertsen.
Enhedslisten ser frem til at få de beregninger.
- Det er der, smitterisikoen er mindst, og det er også der, der er mest mistrivsel. Så i det omfang, det er muligt, skal vi gøre det. Nu skal vi have undersøgt, om det er muligt at gøre. Der skal være sikker evidens for, at det ikke øger smitterisikoen, men i det omfang, der er muligt, skal det kunne gøres, siger Peder Hvelplund.
DF: Prøv med genåbning i lommer
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen-Dahl ærgrer sig over, at regeringen ikke begynder at åbne mere op. Han mener, det burde kunne lade sig gøre i mindre lommer. For eksempel med skoleelever.
- Vi er nødt til at åbne op på en coronaforsvarlig måde. Vi skal åbne lommer, hvor man skiftevis kan komme tilbage til skolen. Det er både små og store børn. På grund af de unges sindstilstand må man lave modeller, så de skiftevis kommer tilbage, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han efterlyser en lignende gradvis åbning på butiksområdet, hvor detailhandlen er lukket, mens fødevarebutikker kan holde åben.
- Vi synes, det er mærkeligt, at folk kan flokkes i Bilka, mens den lille tøjbutik, som kun har to eller tre kunder ad gangen, er tvangslukket. Der bør man se på, om man kunne lukke nogle af de butikker op. Man kan også gøre regionalt i nogle af de kommuner, hvor smittetrykket er lavest. Man er nødt til at begyndte den proces med en stykvis genåbning, siger Kristian Thulesen Dahl.