Claus Hjort glemte at indberette sekscifret støttebeløb

Finansministeren har ifølge Politiken fået flere hundredetusind i støtte uden at lave lovpligtig indberetning.

Claus Hjort Frederiksen siger, at han er glad for at kredsformanden har sikret, at der nu er kommet styr på indberetningen. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) valgkampagne har modtaget et sekscifret beløb fra en hemmelig erhvervsklub uden at opgive det til myndighederne, hvilket er i strid med partistøtteloven.

Det skriver Politiken søndag.

Afsløringen kommer i bogen "Skjulte penge", der beskriver lobbyisme i dansk politik.

Den diskrete klub hedder Liberalt Erhvervsforum og har ifølge avisen tidligere doneret til Venstre-folkene Bertel Haarders og Thor Pedersens kampagner, men har ved de seneste valg fokuseret på Claus Hjort Frederiksen.

Formanden for Liberalt Erhvervsforum, Jens Steglich-Petersen, oplyser i bogen, at klubben årligt indsamler 150.000 til 200.00 kroner fra sine medlemmer.

Han anslår, at klubben i forbindelse med folketingsvalgene i både 2011 og 2015 donerede i omegnen af 400.000 kroner til Venstre i Rudersdal, hvor Claus Hjort Frederiksen er opstillet.

Kredsformand: Forglemmelse

Donationer over 20.000 kroner til politikere skal oplyses til myndighederne. Men ifølge bogen var Liberalt Erhvervsforum ikke nævnt i indberetningen for 2011 fra Venstre i Region Hovedstaden eller i Rudersdal. Indberetningen fra 2015 forelå ikke endnu.

Claus Hjort Frederiksens kredsformand, Gitte Rasmussen, kalder ifølge bogen fejlen for en "forglemmelse".

Claus Hjort Frederiksen skriver i en kommentar til avisen, at han er glad for at kredsformanden har sikret, at der nu er kommet styr på indberetningen.

- Formalia skal naturligvis være i orden. Jeg har jo heller ingen interesse i at skjule, hvis nogen ønsker at støtte kredsens arbejde.

/ritzau/