Claus Hjort Frederiksen (V) afviser at komme med et tal for, hvor dyr udflytningen af 3.900 statslige arbejdspladser bliver.
Det siger finansministeren på vej til dagens samråd.
- I løbet af en 14 dages tid har vi konsolideret tallene, og så lægger vi det frem. For mig er det vigtigere, at vi kommer med det rigtige beløb, siger han til Ritzau.
Regeringen har afsat 400 millioner kroner til projektet, men fredag morgen skrev Politiken på baggrund af et internt notat fra Finansministeriet, at den foreløbige regning lyder på en milliard.
Det er mere end det dobbelte af, hvad der er afsat på finansloven for 2016.
Flytteregning klar om to uger
Derfor presser flere partier, herunder Socialdemokraterne, Konservative og Enhedslisten, på for mere gennemsigtighed.
Derudover har DR gentagne gange søgt aktindsigt i oplysningerne.
Men selv om Finansministeriet har kendt til omkostningerne i flere uger nu, afviser Claus Hjort at komme med den samlede udgift.
- Nu er vi i gang med en proces med at konsolidere de forskellige beregninger, siger han på dagens samråd og vurderer, at et samlet tal for omkostningerne er klar senest i midten af februar.