Det giftige samarbejde mellem topcheferne i Region Syddanmark endte med at koste skatteborgerne 827.000 kroner i advokatregninger, skriver Fyens Stiftstidende på baggrund af en fortrolig orientering fra regionsdirektør Jane Kraglund til regionsrådet.
Af orienteringen fremgår det, at forholdet mellem sundhedsdirektør Jens Elkjær og daværende regionsdirektør Mikkel Hemmingsen var så betændt, at den politiske ledelse med daværende regionsrådsformand Carl Holst (V) i spidsen i februar 2013 - uden at orientere regionens forretningsudvalg - besluttede at få advokat Jørgen Vinding til at udrede forholdet mellem de to topdirektører.
Af de 827.000 kroner er 340.000 blevet brugt på at forhandle en ny kontrakt med Jens Elkjær.
- På grund af store uenigheder om grundlaget for forhandlingerne og samarbejdsproblemer i øvrigt, vurderer Carl Holst, at det var nødvendigt at anvende ekstern bistand, skriver Jane Kraglund blandt andet i orienteringen til regionsrådet.
Den resterende del - 487.000 kroner - af det samlede beløb er gået til "særskilt bistand til at håndtere uenighederne”.
- Jeg har ikke kendskab til, at advokaten også skulle have været involveret i kontraktforhandlinger i 2013, siger Carl Holst om sagen til Fyens Stiftstidende.
Over for Jyllands-Posten forklarer Holst, at advokatfirmaet blev involveret for at "have armslængde".
/ritzau/