Carl Holst fik engelsktimer for 133.000 skattekroner

Den tidligere regionsrådsformand fik engelskkurser for 133.000 skattekroner. "Problematisk," mener professor

- Jeg har ikke noget stort sprogøre, forklarer Carl Holst. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Carl Holst (V) var ellers ude af et personligt og politisk stormvejr, der kostede ham posten som regeringens forsvarsminister, efter det i september kom frem, at han - stik imod reglerne - angiveligt har anvendt en regionsansat medarbejder i sin personlige valgkamp i juni.

Men nu er et nyt måske under opsejling.

Den omstridte politiker har nemlig anvendt 150.000 skattekroner på medietræning og modtaget intensiv engelskundervisning med enelektioner og konsulentbistand for 133.000 kroner gennem fem år, mens han var regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Det viser bilag fra regionens HR-afdeling, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

- Jeg har ikke noget sprogøre

Professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh mener ifølge Fyens Stiftstidende, at Carl Holsts forbrug af engelskundervisning er problematisk, da den i mindre grad kan relateres til funktionen som forvaltningenschef i regionen frem for politikeren bag embedet.

Det kan medietræningen, og ifølge reglerne skal den slags udgifter nemlig komme regionen til gavn - ikke politikeren.

Ifølge Carl Holst var det forretningsudvalget i Region Syddanmark, hvor Holst selv var formand, der besluttede at tilbyde undervisningen til regionens formandskab på grund af mange internationale aktiviteter.

- Jeg havde behov for at holde det ved lige og få det genopfrisket. Jeg har ikke noget stort sprogøre, men ville gerne kunne repræsentere regionen på en god måde, siger han til Fyens Stiftstidende.

/DR Nyheder/