Camre vil have europæisk ed

Højrepartierne i EU-parlamentet vil lave et katalog over "europæiske værdier", som indvandrere skal aflægge ed på. Overtræder man dem, skal man kunne udvises, siger Mogens Camre.

Mogens Camre vil have en forpligtelse over for en slags charter, der kan udløse udvisninger hvis det ikke overholdes.

Mogens Camre og hans gruppefæller i EU-Parlamentet vil lave et katalog over pligter, som indvandrere til EU-lande skal binde sig til.

Alle der kommer ind i Europa skal skrive under på, eller aflægge ed på, at de vil anerkende "europæiske værdier". Og de, der ikke overholder de "europæiske værdier" skal kunne udvises.

"Hører ikke hjemme"

- Hvis man truer med at slå paven ihjel, fordi han har holdt en tale, så hører man ikke hjemme i Europa. Vi vil ikke have folk rendende rundt, der på den måde vil omstyrte den samfundsorden, vi europæere har bygget vores samfund på, siger Mogens Camre til DR Nyheder.

Mogens Camre siger, at pligterne skal gælde alle, uanset om man er en dansk nazist eller en irakisk terrorist. DF-politikeren taler dog alene om at overtrædelse af pligt-kataloget skal føre til udvisning - en sanktion, man dårligt kan forestille sig brugt over for "indfødte".

Mogens Camre er valgt til parlamentet for Dansk Folkeparti. I EU-Parlamentet indgår han i gruppen "Nationernes Europa - UEN", hvor de to dominerende partier er det post-fascistiske italienske parti, Alleanza Nazionale, og det stærkt højrekatolske polske regeringsparti, PiS.

Parlamentsgruppen arbejder for tiden på et udkast til et charter eller et katalog over "værdier" og pligter, som indvandrere ifølge partierne i fremtiden skal binde sig til, måske i form af en edsaflæggelse, måske ved underskrivelse af et dokument.

- Vi mangler ikke love om pligter

Ifølge Camre er pligterne en nødvendig afbalancering af den europæiske menneskeretserklæring, men det afvises fra flere sider.

- Jeg tror ikke det er lovgivning med hensyn til pligter vi mangler, siger Venstres retspolitiske ordfører, Birte Rønn Hornbæk til DR Nyheder.

- Står vi vagt om menneskerettighederne, så kan ingen - uanset om de er paver eller arbejdsløse - blive krænket af andre, siger Morten Østergaard, der er integrationsordfører for Det Radikale Venstre.