Når Storbritannien forlader den europæiske union og vinker farvel til 73 pladser i EU-Parlamentet, kan det være, at Danmark kan føje et ekstra medlem til listen.
I hvert fald hvis et nyt udspil fra parlamentets forfatningsudvalg, der endnu er i sin første fase, bliver vedtaget.
Her står Danmark til at kunne besætte 14 pladser ud af de nuværende 751 i 2019. Lige nu er der 13 danske parlamentarikere i unionen.
Det fremgår af udspillet, at 22 pladser bør fordeles blandt medlemslande. De sidste 51 pladser reserveres til en ny fælles europæisk liste, hvor folk fra forskellige medlemslande kan vælges ind.
Men trods den ekstra parlamentsplads, bliver forslaget ikke budt velkommen af Dansk Folkepartis medlem af parlamentet Morten Messerschmidt, der også er næstformand i forfatningsudvalget.
- Jeg synes grundlæggende, at man helt skal trække de britiske pladser ud af ligningen og reducere antallet af parlamentarikere, siger han.
Særligt pladserne til den fælles europæiske liste bryder han sig ikke om. Messerschmidt mener, at det er vigtigt, at en parlamentariker repræsenterer et land.
- Men også fordi, i en fælles europæisk liste, er det dem, der repræsenterer de store sprogområder, der vil blive valgt. Det vil sige, at det kun vil være en skjult forøgelse af tyske og franske parlamentarikere.
- Det er klart, at hvis man beslutter sig for at fordele de 73 mandater, vil jeg kæmpe for, at Danmark får flere. Kan vi komme op på 14 igen, vil det være godt, siger han.
/ritzau/