Regeringens 2025-plan vækker bekymring hos flere partier på Christiansborg.
Klimaambitionerne er nemlig fraværende, mener både Socialdemokraterne, de konservative og De Radikale.
- Det er simpelthen for fattigt, at vi står i en situation, hvor vi går tilbage og skruer ned for de grønne ambitioner, siger Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht.
Imens kalder De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, regeringens grønne ambitioner i den i går fremlagte 2025-planen for 'totalt fraværende'.
Regeringen vil både afskaffe PSO-afgiften, der finansierer den grønne omstilling, ligesom man ifølge 2025-planen overvejer at droppe flere grønne projekter som kystnære vindmøller.
Vigtigt konservativ ambition
De konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard mener dog, at det springende punkt er, at den sikre finansiering af den grønne omstilling forsvinder med PSO-afgiftens afskaffelse og dermed skaber usikkerhed i den grønne branche.
- Fra konservativ side er vi meget bekymret for det. Vi står meget alene med vores seks grønne mandater i blå blok på det grønne område, siger hun.
Derfor bliver det en højt prioriteret sag for partiet at skrue op for de grønne ambitioner i planen, når forhandlingerne senere på ugen skydes i gang, siger hun. Mette Abildgaard understreger, at man gerne vil afskaffe PSO-afgiften. Men man vil stadigvæk have en sikker finansiering af den grønne omstilling.
Venstre: Vi træder ikke på bremsen
Venstres finansordfører, Jacob Jensen, mener dog ikke, at man kan tale om, at regeringen trykker på bremsen, når det kommer til den grønne omstilling:
- Vi har den samme ambition, som vi hele tiden har haft på det her området. Selvom PSO-afgiften ændres, så finansierer vi det ved andre initiativer i 2025-planen.
Han påpeger, at regeringen med 2025-planen skaber bedre vilkår for en række danske virksomheder - herunder virksomheder, der arbejder med netop nye tiltag og muligheder inden for grøn omstilling.
Derfor er der derimod tale om en forbedring af vilkårene for grøn omstilling, mener han.
- Men hvis man hele tiden måler de grønne ambitioner på, hvor mange milliarder man bruger i statsstøtte, så kan jeg da se, at der ikke er lagt op til yderligere statstøtte ordninger, siger Jacob Jensen.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1261574733893048