Danmark sender rekord mange atleter afsted til Beijing næste år, hvor vinter-OL løber af stablen til februar.
Det er blandt andet første gang nogensinde, at kvindelandsholdet i ishockey har kvalificeret sig til OL - og det er en kæmpe drøm, som går i oplevelse, fortæller Cassandra Repstock-Romme, der er målvogter på holdet.
- Det er noget, vi har drømt om, som vi altid har spillet for, og det er noget, som endelig er gået i opfyldelse, så vi glæder os helt vildt meget.
Men det er ikke landsholdets medaljechancer og taktiske overvejelser, der lige nu er i fokus.
For i denne uge har flere stormagter som USA, Australien og Storbritannien meldt ud, at de boykotter vinter-OL i Kina ved, at de ikke sender diplomatiske repræsentanter fra deres lande afsted til legene.
Og det har fået flere partier til at sige, at de også gerne så, at Danmark gik samme vej.
Men på trods af, at der er gået flere dage siden, at opfordringen kom fra Folketingets partier, så har regeringen stadigvæk ikke taget stilling til problematikken, oplyser Kulturministeriet til DR Nyheder. De har derfor ikke ønsket at stille op til interview.
Men regeringspartiets kulturordfører siger dog, at det gør indtryk, at større lande som USA har valgt at boykotte.
- Det er bemærkelsesværdigt, at USA har truffet den beslutning, for de har selvfølgelig en størrelse og en styrke, der gør, at beslutningen gør indtyk. Men den danske regeringen har ikke taget stilling til, hvorvidt det officielle Danmark deltager ved vinter-OL i Kina, fortæller Kasper Sand Kjær (S), der er Socialdemokratiets kulturordfører.
Men at regeringen stadigvæk ikke har taget stilling, det forstår SF's udenrigsordfører Karsten Hønge ikke.
- Jeg kan ikke se en eneste god grund til, at Danmarks diplomater skulle deltage, siger han.
For der bør ikke være nogen tvivl om, hvad man bør gøre, mener regeringens støtteparti.
- Det vil være et helt forkert signal at komme til et land, der gang på gang bliver grebet i at undertrykke mindretal og bryde menneskerettigheder. Især når vi kan se, at andre vestlige lande allerede har meddelt, at de holder sig væk, siger Karsten Hønge (SF).
Politisk pres fra begge sider
Hos Venstre mener man også, at en diplomatisk boykot af vinter-OL er den rigtige vej at gå.
- Vi ved jo, at Kina med stor forventning vil lave et stort politisk propagandashow, og derfor synes jeg ikke, at vi ikke skal være en del af det, siger Michael Aastrup Jensen (V), der er udenrigspolitisk ordfører for partiet.
Han ønsker også, at regeringen snart melder klart ud til offentligheden, hvad deres holdning er.
- Jeg ser regeringens tøven, som et meget mærkeligt signal. Fordi vi ved, at vi har en regering, der ønsker at stå sammen med USA udenrigspolitisk, og derfor skal vi da også bakke vores nærmeste allierede op i den her politiske boykot for at sende det stærkeste politiske signal til Kina.
I Enhedslisten ser man også en politisk boykot som oplagt.
- Jeg synes, at der er meget, der peger på, at det mest rigtige er, at man skal blive væk, siger partiets udenrigsordfører Eva Flyvholm (EL).
Hun mener, at regeringen bør give en klar besked for, hvad Danmarks fælles handleplan er i forbindelse med større sportsbegivenheder i lande, hvor der er problemer med menneskerettigheder.
- For os i Enhedslisten er det rigtig vigtigt, at vi får en klar linje for, hvad der skal gøres i forbindelse med vinter-OL i Kina, men også til VM i Qatar. Det er simpelthen hyklerisk, hvis man boykotter i Kina men ikke i Qatar, siger Eva FLyvholm (EL).
Enhedslisten har derfor indkaldt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i samråd for at få svar på, hvad strategien fra dansk side er.
Atleter skal ikke være politiske gidsler
På trods af det politiske pres på regeringen, så er partierne dog enige om, at Cassandra Repstock-Romme og de øvrige danske atleter, som har kvalificeret sig til vinter-OL, skal afsted og dyste i deres dicipliner.
- Ved at lave en politisk boykot, så tager vi ikke vores atleter som politiske gidsler. Vi sørger dermed for at dele sport og politik op, så atleterne stadigvæk kan deltage, siger Michael Aastrup Jensen (V).
Og det er Karsten Hønge (SF) helt enig i.
- Jeg synes, at de idrætsfolk, der målrettet har arbejdet for at komme med til den her begivenhed, at sige de skal boykotte, vil være for stort et offer at bede dem om at levere i forhold til, hvad det kan føre til, siger han.
Som en af dem, der har knoklet for at komme med til vinter-OL, så tænker Cassandra Repstock-Romme heller ikke meget på, om der kommer til at sidde en heppende minister i hallen, når hun går på banen med sit hold i Beijing til februar.
- For mig som idrætsudøver vil det ikke have en betydning, om der er en dansk minister på tribunen. Vi er der ikke for noget politisk, vi er der for at udleve vores drøm, siger hun.
Cassandra Repstock-Romme understreger dog, at al opbakning selvfølgelig er hjertelig velkommen, men at det altså er spillet, der er i fokus, når man er atlet.
- Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, hvis der ikke er nogle officielle repræsentanter for Danmark, men vi atleter kan ikke gøre for, hvor OL bliver holdt. Vi er der for at spille og ikke for, om der kommer en minister, siger hun.
Og selvom vi endnu venter på, om regeringen vælger samme kurs som USA og Storbritannien, så forsikrer Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet, at der uanset hvad, vil blive heppet på de danske atleter til vinter-OL i Kina.
- Der er ingen tvivl om, hvis det bliver på tribunerne eller hjemme fra stuerne af, så kommer vi til at følge vores danske atleter og heppe på dem, og forhåbentligt vinder de medaljer med hjem, siger Kasper Sand Kjær.