Borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Boye Lauritzen (V) hilser ethvert forslag, der forbedrer situationen omkring Udrejsecenter Kærshovedgård, hjerteligt velkomment.
Derfor glæder han sig også over, at Socialdemokratiet i dag har fremlagt syv forslag, der skal "skabe kontrol" med situationen omkring det udskældte midtjyske udrejsecenter. Men de løser ikke problemerne med utryghed og kriminalitet i området, mener han.
- Det er jo symptombehandling – det løser jo ikke problemet. Jeg tror bare, det skubber problemet rundt, siger han.
Socialdemokratiet foreslår blandt andet at yde økonomisk kompensation til borgere i den lille midtjyske stationsby Bording, der bor i nærheden af Kærshovedgård, og give borgere og butikker mulighed for at søge om støtte til etablering af sikkerhedsforanstaltninger som overvågning, hegn og vagtværn.
- De handlende i Bording har klart mærket, at centeret har en negativ påvirkning. Der sker en overrepræsentation af tyveri og andre ting – og så handler det også om noget mere diffust, nemlig at det skaber utryghed, siger Ib Boye Lauritzen.
Der bor omkring 200 personer på Kærshovedgård, som blev omdannet fra statsfængsel til udrejsecenter i 2016. De fordeler sig på tre grupper: Afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og udlændinge på tålt ophold.
Allerhelst så Ib Boye Lauritzen, at udrejsecentret blev flyttet helt ud af hans kommune. Så længe der ikke er udsigt til det, vil en økonomisk kompensation være et slags plaster på såret, mener han:
- Hvis man har et hus, der måske er faldet med nogle hundredetusinde kroner, så ville det være en økonomisk kompensation, der ville være til at tage at føle på, siger han.
- Men hvis man driver en fiskesø, hvor der ikke længere er nogen, der kommer og fisker, så driver man jo ikke længere en fiskesø, selvom man bliver økonomisk kompenseret for sit tab.
Arriva lader folk køre videre uden billet
Et af de steder, man har oplevet problemer med beboerne fra udrejsecentret, er hos Arriva.
- Siden Kærshovedgård åbnede som udrejsecenter, har vi oplevet en stigning i antallet af gratister, der stiger på toget i Bording, og en stigning i antallet af episoder i vores tog, hvor vores personale har følt utryghed, siger Kim Richardt, der er senior service manager ved Arriva Tog.
- Vi har haft nogle sager, som endte i verbale trusler og vold. Der har været slag og spark. Det er jo ikke noget, vi oplever hver dag, men vi har haft nogle sager, hvor vores personale har været udsat for det her, tilføjer han.
Antallet af episoder er dog faldet, efter de ansatte har været på kursus i konflikthåndtering. Arriva har samtidig ændret fremgangsmåde, når en Kærshovedgård-beboer bliver taget uden billet i toget:
- Vi udskriver en kontrolafgift og lader folk rejse videre på den – vel vidende, at vi ikke vil få pengene ind. Så vi har løst det ved at lade dem rejse, uden at vi sætter dem af toget, hvis de ikke har billet.
- Det er selvfølgelig lidt at smide håndklædet i ringen, men det vigtigste for os er jo vores medarbejderes sikkerhed, siger Kim Richardt.
Hvis Socialdemokratiet kan finde flertal for sit forslag om at yde støtte til sikkerhedsforanstaltninger, vil Arriva overveje at hyre et vagtværn til Bording Station:
- Det kunne være en mulighed, så vi kunne få afvist folk, inden de stiger på toget, hvis ikke de har billet. Men det er mange timer, man ville skulle dække. Og spørgsmålet er, om vi så ikke bare flytter problemet fra Bording til den næste station?
Borgmester vil opdele beboere i tre grupper
Den bekymring borgmester Ib Boye Lauritzen. Han mener også, at det risikerer at skæmme bybilledet i Bording, hvis der skal opsættes hegn, overvågning og vagtværn.
Til gengæld støtter han fuldt ud et af langsigtede initiativer i Socialdemokratiets udspil: nemlig at placere de tre forskellige beboergrupper på forskellige udrejsecentre.
- Det ville hjælpe til, at man som almindelig borger bedre kunne sondre mellem dem. Det er en fordel, hvis man får det afmystificeret ved, at grupperne ikke er blandet sammen på det samme center.
- Det er svært for borgerne at vide, om det er en person på tålt ophold eller en afvist asylansøger. Så man vil hele tiden tænke værst muligt, siger Ib Boye Lauritzen.
Men så vil der jo bare være nogle andre beboere og en anden borgmester et andet sted i landet, der vil blive kede af det?
- Som jeg har sagt efterhånden mange gange: Udrejsecentret er jo en gave, jeg har fået, uden jeg havde ønsket mig den. Så jeg ville hellere have været fri. Og sådan tror jeg, at alle borgmestre ville have det. Men når man har flyttet problemet herover, skal vi prøve på at gøre det så lille som muligt – og en løsning kunne være at dele beboergrupperne op.