Politikerne spænder ben for politiet i opklaringen af gamle forbrydelser.
Det mener både Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative, der vil se på reglerne for DNA-registre.
- Det er glædeligt, at vi nu kan få genoptaget nogle af de her drabssager. Men så er det bare sørgeligt, at et flertal på Christiansborg fastholder en meget stram tolkning af reglerne for DNA-registret. Det betyder, at man afskriver sig nogle muligheder for at afsløre, hvem der begik de drab, siger retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup.
Den politiske indblanding kommer efter, at både Københavns Politi og politiet i Midt- og Vestsjælland har genopnået en række gamle drabssager, fordi en ny DNA-teknologi har gjort det muligt at lave en såkaldt DNA-profil af mulige gerningsmænd.
V: Moderne teknologi
I dag bliver DNA-materiale fra mistænkte og sigtede gemt i 10 år i Danmark, mens eksempelvis fingeraftryk må gemmes i længere tid.
- For mig virker det helt ulogisk, at man bevarer gammelt materiale, når det gælder fingeraftryk, men man destruerer gammelt materiale, når det handler om DNA-oplysninger. Det er oplysinger, som politiet kan bruge utrolig positivt til at afsløre kriminelle, siger Peter Skaarup.
Også Venstres retsordfører Karsten Lauritzen vil have set reglerne efter i sømmene.
- Jeg synes, vi skal se på, om der er ikke er rum for at tolke reglerne lidt mindre restriktivt, så vi må opbevare DNA-materiale i længere tid, end man må i dag, siger Karsten Lauritzen.
Han henviser til, at de nuværende regler i Danmark er lavet på baggrund af en afgørelde fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
- Hvis man kan få opklaret nogle af de mest forfærdelige og frygtelige mord ved brug af moderne teknologi, så skal vi grundigt overveje, om vi ikke skal give mulighed for det i lovgivningen, siger Karsten Lauritzen.
Også K vil ændre regler
Konservatives retsordfører Tom Behnke ærgrer sig ved tanken om, at gamle sager måske aldrig bliver opklaret på grund af reglerne for DNA-registre.
- Jeg håber meget, at regeringen efter de her sager vil genovervejer, om vi ikke på en eller anden måde kunne få nogle dispensationer eller ophæve den her 10-årsregel, siger Tom Behnke.