Danmark sender F16-fly til Irak for at deltage i bekæmpelsen af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS).
Og det bakker samtlige partier fra den borgerlige fløj op om.
- Det er altid med et tungt hjerte, at man sender danske tropper afsted. Men det er nødvendigt. IS er et verdensomspændende problem, siger Søren Espersen, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.
Folketinget gav allerede sidst i august mandat til dansk transport af våben og nødhjælp til Nordirak. Men nu er der altså tale om syv kampfly.
Venstre bakker op om den beslutning.
- Det er helt afgørende, at vi deltager i at bekæmpe den såkaldte Islamiske Stat. Det er det, fordi det er en bevægelse, der bruger en middelalderlig tolkning af koranen og skubber Allah foran sig i deres drab og vold, siger Inger Støjberg, politisk ordfører for Venstre.
Udenrigspolitisk Nævn er hasteindkaldt til at drøfte beslutningen i eftermiddag.
Også De Konservative har allerede besluttet at bakke op.
- Vi har sagt ja til at sende transportfly, men jeg har også sagt dengang, at der ville være behov for yderligere hjælp, siger Lars Barfoed.