Bødskov roder rundt i forklaring om tavshedspligt

Justitsminister Morten Bødskov kom på glatis under samråd i Retsudvalget i dag.

Første del af samrådet med justitsminister Morten Bødskov (S) stoppede efter tre timer klokken 13. (© DR)

Hvorfor fik Retsudvalgets daværende formand, Anne Baastrup (SF), oplysninger om trusselsbilledet, når udvalgets medlemmer og Pia Kjærgsaard (DF) ikke gjorde?

Spørgsmålet fra Venstres Claus Hjort Frederiksen fik justitsminister Morten Bødskov ud i noget af en forklaring om tavshedspligt.

At Anne Baastrup fik 'en generel orientering' af trusselsbilledet, skyldes ifølge Morten Bødskov, at hun som Retsudvalgets daværende formand var omfattet af tavshedspligt.

Det fik Venstres Jacob Jensen til at spørge, om ikke alle folketingsmedlemmer er omfattet af tavshedspligt.

Det er de, måtte Morten Bødskov erkende. Han svarede, at Anne Baastrup som daværende udvalgsformand var underlagt den samme tavshedspligt som alle folketingsmedlemmer.

Ministerens bevæggrund

- Betyder det så, det ministeren nu siger, at han tør godt give oplysningen til formanden for udvalget. Men han tør ikke give den til resten af udvalget af frygt for, at de ikke kan opretholde deres tavshedspligt, ville Jacob Jensen vide.

Bødskov forklarede efterfølgende, at han dengang anså det for vanskeligt, at overbevise udvalgets formand om, at besøget skulle udsættes uden at give en forklaring.

Så når Morten Bødskov ikke fandt det forsvarligt, at formanden kunne give oplysningen videre til de øvrige medlemmer af Retsudvalget:

- Ja så handlede det om et konkret trusselsbillede. Og der er forklaringen helt enkelt, at jo flere der kendte til, at udsættelsen af besøget hang sammen med det konkrete trusselsbillede, jo større var risikoen for, at de bagvedliggende efterretninger blev kompromitteret.