Blå blok vil udvide brugen af udeblivelsesdomme

Justitsministeren har sammen de øvrige blå partier forhandlet en delaftale omkring den såkaldte respektpakke på plads.

- Hvis man gentagne gange ikke møder op til afsoning, så vil man i andet tilfælde få en straksafsoningsdom, siger justitsminister Søren Pind (V). (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Justitsminister Søren Pind (V) er sammen med retsordførerne fra blå blok blevet enige om at udvide muligheden for at afsige udeblivelsesdomme.

Det sker som led i forhandlingerne om regeringens såkaldte respektpakke, der ifølge justitsministeren skal styrke respekten for domstolene.

I dag kan en udeblivelsesdom kun afsiges, hvis der er tale om udsigt til tre måneders fængsel, men det bliver nu udvidet.

- Alt for mange dukker ikke op til deres domsafsigelser. Derfor har vi nu besluttet, at dommeren uden betænkeligheder kan iværksætte en retssag, selvom den tiltalte bliver væk. Det vil gælde i sager, hvor der tale om en straffesag med op til 6 måneders fængsel, siger Søren Pind.

Straf for fængselspjæk

Samtidig vil de blå partier slå hårdere ned på dem, der ikke møder op til afsoning. På nuværende tidspunkt udebliver 42,7 procent, når de skal i fængsel, og det tal er ifølge Søren Pind helt uacceptabelt.

- Hvis folk udebliver fra afsoning, vil det være sådan, at man i første omgang vil få en bøde, som er temmelig høj. Hvis man så bliver væk igen, vil man få det, der hedder en straksafsoning, siger han.

Det skal sikre, at dømte kriminelle hurtigere kommer bag tremmer.

Initiativerne er en del af en pakke, som Søren Pind bebudede tidligere på året. Pakken skal ifølge ministeren være med til at oprette respekten for offentligt ansatte i for eksempel retssystemet.