Blå blok delt i spørgsmål om nedslidte F-16-mekanikere

Venstre er klar på at trække flymekanikere hjem, mens Konservative vil skrue op for indsatsen mod Islamisk Stat.

Den danske flystab ved missionen mod IS i Irak føler sig slidt op. Politikerne er uenige, om indsatsen skal fortsætte, når mandatet udløber til oktober.

I et åbent brev advarer 14 tillidsrepræsentanter fra kampflyenes base, Fighter Wing Skrydstrup, mod at forlænge missionen mod Islamisk Stat i Irak.

Personalet, der skal til for at holde Danmarks bidrag på syv F-16 fly i gang, er simpelthen slidt ned. Flymekanikerne er syge og stressede og vil gerne hjem.

Den udmelding har vakt stor overraskelse hos politikerne, der nu går og grubler over, hvordan Danmark alternativt kan bidrage til koalitionen, der bekæmper IS fra luften i Irak.

Per Juel Jensen, forsvarsordfører hos Venstre fortæller, at regeringspartiet er klar på at finde en anden måde at kæmpe mod IS.

- Venstres holdning er, at ingen skal blive syge af at gå på arbejde.

- Derfor er vi klar på at kigge på, om vi kan få nogle af koalitionslandene til at servicere vores fly eller alternativt melde gruppen, at det her er en opgave, der ikke kan løses længere, og om der er andre opgaver, vi kan løse for dem, siger han til DR Nyheder.

Tre holdninger i blå blok

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen foreslog tirsdag, at Danmark skipper en forlængelse af missionen mod IS i Irak og holder en pause i bestræbelserne for i stedet at kære sig om det nære såsom forsvaret af Østersøen.

Men det er Venstre uenig i. Indsatsen mod IS er vigtig og rigtig, mener Per Juel Jensen.

- Der er ingen tvivl om, at det stadig er i Danmarks interesse at deltage koalitionen mod IS. Det er utroligt vigtigt, at vi håndterer den her trussel nu, siger Per Juel Jensen, der stadig afventer et svar fra forsvarets ledelse på de dårlige arbejdsforhold, der tilsyneladende eksistere for den udsendte flystab.

Skulle være gået til Udenrigspolitisk Nævn

Udenrigsordfører og medlem af Udenrigspolitisk Nævn for Konservative, Naser Khader, er overrasket over udmeldingen fra de danske flymekanikere. Han undrer sig over, at soldaterne er gået til medierne og ikke har taget den konventionelle vej og fortalt om problemerne til det nævn, han har sæde i.

- Jeg synes, det er underligt, at dele af Forsvaret er ude med den udmelding. De går ud i offentligheden og sætter den dagsorden uden at tage fat i os. Hvis det er ressourcer, de mangler, så må vi give dem de ressourcer, siger Naser Khader.

Til forskel fra sine blå kolleger i Venstre og Dansk Folkeparti, mener han, at øjeblikket skal udnyttes til at sætte desto stærkere ind mod Islamisk Stat.

- Bombardementet af Islamisk Stat skal omfatte Syrien. Vi ved, de er i offensiven og skaber ulykker og flygtningestrømme, hvor de kommer. Vi skal udvide mandatet og tidsfristen, så det også kommer til at omfatte IS i Syrien, hvor de også har deres hovedkvarter, i Raqqa, siger Naser Khader, der selv er født i Syrien.

- Forsvarsforliget skal genforhandles

Han mener ikke, det er relevant at spørge den syriske præsident Bashar-al Assad til råds, som man har gjort med den irakiske regering.

- Man kan ikke længere tale om syrisk suverænitet. Assad har ikke kontrol med totredjedel af Syrien, det har han også selv været ude at sige. Han har mistet nord og øst, derfor kan man ikke tale om suverænitet. Det er en terrorbevægelses område, og de skal nedkæmpes, siger Khader.

Han mener, hele forsvarsforliget skal genforhandles, og der skal findes nye ressourcer, så indsatsen mod Islamisk Stat kan udvides.

- Vi må genforhandle forsvarsforliget, så vi kan tilføre flere ressourcer, siger han.