Biskopper til V: Drop besparelser på ulandsbistand

Danmarks største parti burde gå forrest i stedet for at skære i støtten til verdens fattige, lyder det.

Biskop Peter Fischer-Møller mener, at det er uanstændigt, at Danmarks største parti vil spare penge på verdens fattigste.

Venstres planer om at spare 2,5 milliarder kroner på ulandsbistanden næste år møder nu hård kritik fra en uventet kant.

Flere af landets biskopper mener, det er uanstændigt, at Danmarks største parti vil spare penge på verdens fattigste, skriver Berlingske. Blandt andre biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller:

- Det er helt ejendommeligt, at man vender blikket mod de mennesker i verden, som har det allersværest, når man skal finde finansiering til en finanslov, som af en eller anden ideologisk grund skal rumme skattelettelser, siger han til Berlingske.

Anstændighedsbund

Også biskopperne i Viborg Stift og Aarhus Stift mener, at mindre ulandsbistand er den forkerte vej at gå, selvom der er blevet gennemført vanskelige økonomiske reformer herhjemme.

- I stedet for at sige, at vi ikke skal give mere, end de andre gør, så kunne vi jo tillade os at være en smule stolte over at gå i spidsen på det her område.

- For mig handler det om, at der må være en anstændighedsbund i den politiske debat. Det handler ikke om kristendom, det handler om medmenneskelighed, siger Kjeld Holm, biskop i Aarhus Stift, til Berlingske.

Kalder det en vanskelig beslutning

Venstre ønsker i sit udspil til næste års finanslov at give 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i ulandsbistand i stedet for de nuværende 0,83 procent.

Partiets udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, understreger over for Berlingske, at det har været en vanskelig beslutning, og at Danmark stadig ligger i top fem, når det gælder FNs målsætning i forhold til ulandsbistanden.

/ritzau/