Når Danskernes Parti har valgt at invitere en række europæiske ultranationalister til en paneldebat på Folkemødet i juni, er det kun for at provokere og gøre opmærksom sig selv.
Sådan lyder det fra Venstres Bertel Haarder, der oprindeligt var en af initiativtagerne til det fire dage lange arrangement på Bornholm.
- Det er misbrug af Folkemødet, når man bruger det til at gøre opmærksom på sig selv, oven i købet flere uger før selve mødet. De er i deres gode ret til at komme og sige deres mening, men jeg fornemmer, at de vil provokere og bruge Folkemødet som en oplagstavle og til at blive kendte, siger han og fortsætter:
- Hvem har indtil nu vidst, at der var noget, der hed Danskernes Parti og Gyldent Daggry? Nu bliver de så kendte. Men jeg håber bare ikke, at vi skal have overdrevne politiforanstaltninger og helikoptere til at svæve over pladsen, fordi så begynder det at blive ødelagt, siger Bertel Haarder.
Erklæret fascist også inviteret
Danskernes Parti har inviteret tre europæere fra det yderste højre til Folkemødet.
Ifølge formanden, Daniel Carlsen, drejer det sig, udover Georgios Epitideios fra det græske nyfacistiske Gyldent Daggry, også om Yvan Benedetti, der repræsenterer den stærkt højreorienterede franske bevægelse L'Oeuvre Francaise (Frankrig for franskmænd) og Roberto Fiore, der er selverklæret facist.
Derudover har Trykkefrihedsselskabet inviteret den hollandske islam-kritiker Geert Wilders.
Bertel Haarder opfordrer til, at deltagere på Folkemødet ikke lader sig drive af frygten, men heller ikke af nysgerrigheden over for de inviterede ultranationalister.
- Jeg håber ikke, at der kommer nogen til deres arrangementer. Og vi må ikke lade os drive af frygten. Jeg håber ikke, at der her får nogen til at melde afbud. Samtidig skal vi også huske, at det er islamisterne, der er problemet. Det er deres trusler, der er baggrunden for det hele, siger Bertel Haarder.
Karlsen: Vi skal diskutere forfølgelser
Også det socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Gjerskov opfordrer publikum på Folkemødet til at ignorere ultranationalisternes arrangement.
- De har ikke noget at gøre på vores folkemøde. Hvis man gerne vil tale om ytringsfrihed og mennesker, der bliver truet for det, de siger, er der så rigeligt af mennesker at tage af i Danmark, uden at man behøver gøre det til et internationalt show. Jeg ser det overhovedet ikke deres arrangementer som seriøs debat, jeg ser det alene som en provokation, siger Mette Gjerskov til Berlingske.
Daniel Karlsen fra Danskernes Parti understreger, at emnet for debatten blandt andet bliver det, som han kalder forfølgelsen af nationalister i Europa.
- Vi skal diskutere de forfølgelser, der finder sted af nationalister rundt om i Europa, og derfor er det helt vildt relevant at inddrage Gyldent Daggry, som om nogen har måttet udstå nogle helt forfærdeligt politiske forfølgelser, efter at de er valgt ind i det græske parlament, siger han.
Borgmester og arrangør af det fire dage lange møde på Bornholm Winni Grosbøll (S) har udtalt, at hun ikke umiddelbart vil afvise det græske højrefløjsparti Gyldent Daggry.
- Jeg har endnu ikke set nogen henvendelse fra dem, men min grundlæggende holdning er, at hvis der er tale om en lovlig forening eller et lovligt parti, så skal det være muligt at deltage, siger Winni Grosbøll til Ritzau.