Vi skal ikke have barnebrude i Danmark.
Sådan lød meldingen tidligere på dagen fra regeringen, som nu vil ændre ægteskabsvejledningen. Det betyder, at udenlandske ægteskaber med mindreårig ikke per automatik bliver accepteret af de danske myndigheder, som det ifølge socialminister Karen Ellemann (V) sker i dag.
Men ændringen kommer ikke til at få nogen betydning for asylansøgerne på landets asylcentre, understreger Karen Ellemann.
- Det drejer sig om mennesker, der har fået asyl i Danmark, som skal ud at bo i en kommune, og som skal have godkendt deres ægteskaber. Det er ikke i orden, at den ene er 15 år, mens den anden er 34 år, siger ministeren.
- Jeg skal ikke blande mig i, hvad der sker, så længe man er asylansøger. Jeg blander mig i, hvordan ægteskabslovgivningen bliver tolket.
Regeringsmeldingen kommer, efter der i de seneste dage har været flere skriverier i de danske medier om barnebrude, der bor sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre.
Der er dog ingen, der har overblik over, hvor mange personer det reelt drejer sig om.
Karen Ellemann understreger, at der ikke er tale om noget forbud mod ægteskaber med mindreårige.
- Man kan godt få ægteskabstilladelse, selvom den ene eller begge er mellem 15 og 18 år. Det skal dog vurderes fra sag til sag, og det er noget, forældrene skal acceptere. Derfor vil man gå for vidt, hvis man laver et forbud, siger social- og indenrigsministeren.