En katastrofe.
Sådan beskriver Flemming Fuglede Jørgensen, der er formand for Bæredygtigt Landbrug, nyheden om, at Eva Kjer Hansen (V) har valgt at trække sig som miljø- og fødevareminister.
- Det er en katastrofe, at en fagligt dygtig og hårdtarbejdende minister på den måde skal miste sit job. Det eneste, jeg kan trøste mig ved, er, at en tidligere statsminister engang blev nødt til at gøre det samme, siger han med henvisning til Anders Fogh Rasmussen (V), der i 1992 blev nødt til at trække sig som skatteminister efter kritik af hans bogføringsmetoder.
- Man kan bare håbe, at Eva Kjer Hansen selv bliver statsminister en dag, siger han.
Flemming Fuglede Jørgensen er især glad for den landbrugspakke, som Eva Kjer Hansen fik landet kort før jul sidste år.
Den lægger nemlig om til en mere målrettet regulering af, hvor meget de enkelte landmænd må gøde, og det er i den grad positivt, mener formanden.
Flemming Fuglede Jørgensen afviser samtidig, at der er noget at komme efter i forhold til beregningerne bag landbrugspakken.
- Selve landbrugspakken er god, da den samtænker natur og landbrug, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor den skal mistænkeliggøres. Det falder tilbage på os landmænd, siger han.
Bæredygtigt Landbrug opstod i 2010 som en protestbevægelse, der ville have en mere erhvervsvenlig landbrugspolitik, og til at begynde med var bevægelsen ude i kulden hos Venstre.
Karen Ellemann (V) betegnede ligefrem organisationens medlemmer som ”ekstremister”, men den holdning ændrede sig, efter Eva Kjer Hansen blev landbrugets minister. Hun er flere gange blevet kritiseret for at have et lidt for tæt forhold til Bæredygtigt Landbrug, hvilket hun selv har afvist.
Flemming Fuglede Jørgensen håber, at den næste miljø- og fødevareminister bliver lige så god som Eva Kjer Hansen.
- Der er rigtig mange dygtige politikere, og jeg håber, vi får en minister, der lynhurtigt kan sætte sig ind i de forskellige problematikker på landbrugsområdet, siger han.