F-16-flyene står stille på en base i Kuwait, mens Danmark venter på tilladelse til at komme på vingerne, skriver Berlingske.
De syv fly kom til Ahmed Al Jaber-luftbasen i Kuwait 5. oktober efter en hastegodkendelse i Folketinget, men har ikke siden ankomsten været på vingerne.
Ifølge avisens kilder er årsagen manglende tilladelse fra Kuwaits myndigheder til at 'benytte luftrummet'.
Materiel var forsinket
Flyverstaben under Værnsfælles Forsvarskommando har tidligere sagt, at flyene ville være klar til at deltage i kampen mod IS inden for få dage.
I første omgang blev de strandede fly forklaret med, at flyvevåbnets materiel var ramt af forsinkelser på grund af fejringen af den muslimske højtid eid.
Forleden skiftede forklaringen, da viceforsvarschef, generalløjtnant Per Ludvigsen efter deltagelse i et møde i Washington D.C. mellem partnerne i koalitionen mod IS sagde, at de danske fly er klar og vil deltage i kampen mod IS, 'når de sidste formaliteter er i orden'.
Arbejder på at få tilladelser
Han siger til Berlingske, at forsvaret har arbejdet hårdt på at få tilladelserne på plads, siden beslutningen om at vælge Ahmed Al Jaber-basen blev truffet, og den beslutning blev truffet kort tid, før flyene blev sendt af sted.
Det har ikke været muligt for Berlingske at få kommentarer fra forsvarsminister Nicolai Wammen, der holder ferie, eller fra Udenrigsministeriet.
/ritzau/