Ask Rostrup om Elbæks afgang: Nok ikke frivilligt

Ask Rostrup mener ikke, at det er så overraskende, at Uffe Elbæk nu trækker sig. For den larmende tavshed, der har været i toppen af partiet, har sagt sit.

(Foto: © Agnethe Schlichtkrull, DR)

- Vi kan roligt regne med, at det ikke er en helt frivillig beslutning.

Sådan lyder den umiddelbare analyse fra DRs politiske analytiker Ask Rostrop. Det sker efter Uffe Elbæk (R) onsdag eftermiddag har valgt at trække sig som kulturminister efter sagen om fem møder på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).

- Jeg har her til eftermiddag truffet en meget svær, men rigtig beslutning, og har meddelt statsministeren, at jeg ønsker at trække mig som kulturminister, skriver Uffe Elbæk på sin Facebook-side.

Ask Rostrup mener ikke, at det er så overraskende, at Uffe Elbæk nu trækker sig. For den larmende tavshed, der har været i toppen af partiet, har sagt sit.

- Der har været meget spænding dagen i gennem også efter samrådet i går, hvor han meget sent forklarede at, han havde fået en advarsel af en embedsmand, siger Ask Rostrup.

Kom bag på regeringen

Uffe Elbæk har beklaget og lagt sig fladt ned. Det var en forkert beslutning og et forkert signal at sende, sagde han fredag, da stormvejret om de fem møder på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) begyndte.

Onsdag blev Uffe Elbæk kaldt i samråd, hvor han først efter tre timer fortalte, at en embedsmand advarede ham mod at holde flere møder på AFUK efter det femte møde.

En oplysning der kom bag på regeringstoppen, som havde regnet med, at Uffe Elbæk havde styr på situationen, fortæller Ask Rostrup.

For både De Radikales leder Margrethe Vestager og statsminister Helle Thorning-Schmidt har stået på mål for Uffe Elbæk

- Man oplevede en kulturminister der blev pryglet rundt af kulturudvalget, og så kom der pludselig nye oplysninger, som hverken Helle Thorning-Schmidt eller Margrethe Vestager var bekendt med. Det var det, der fik bægeret til at flyde over, siger Ask Rostrup.

Oplysningerne på det fatale samråd kom blot ti timer efter statsministeren på sit ugentlige pressemøde bakkede op om kulturministeren og sagde: Jeg håber han bliver som kulturminister i mange, mange år.