Det bliver knap så dyrt for Dansk Folkeparti som forventet at gøre rent bord i forhold til den EU-støtte, som partiet har modtaget de senere år.
I hvert fald erklærer partiets gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen, sig ifølge BT parat til at betale sin del af regningen.
- Jeg har tilbudt Dansk Folkeparti at betale aktiviteter, hvor jeg har været den besluttende myndighed, tilbage, fordi jeg ikke mener, det skal ligge partikassen til last.
- Partiets medlemmer skal ikke bøde for, at jeg har lavet en dårlig rådgivning, siger han til BT.
Anders Vistisen har foreslået, at Dansk Folkeparti betaler samtlige støttekroner fra EU-fonden Feld og partialliancen Meld tilbage foruden de penge, partiet allerede har sendt retur til Bruxelles.
Det løber op i 955.000 kroner. Men Vistisen er parat til selv at lægge de 62.000 kroner, som det kostede at fragte en flok kampagnemedarbejdere til Bruxelles.
Han har også tilbudt at betale sin andel af de middage, han har deltaget i.
På spørgsmålet om, hvorvidt han synes, at de øvrige medlemmer af Dansk Folkepartis EU-gruppe skal gøre det samme, siger han.
- For mig er det det rigtige at gøre. Det er op til folks egen samvittighed, hvordan de vil håndtere det her, siger han til BT.
/ritzau/