Analytiker: Thornings dagpenge-melding gør hende klar til valg

Det var umuligt for Socialdemokraterne at gå ind i en valgkamp uden noget, der ligner en dagpengepolitik, siger DR Nyheders politiske analytiker, Jens Ringberg.

I en mail, der rundsendes til de socialdemokratiske folketingsmedlemmer sent torsdag aften, skriver Thorning, at hun blandt andet vil ændre på reglerne for at genoptjene retten til dagpenge. (Foto: © Liselotte Sabroe, Scanpix)

Det er en meget vigtig melding fra statsministeren.

Sådan lyder vurderingen fra DR Nyheders politiske analytiker, Jens Ringberg, efter at Helle Thorning-Schmidt (S) har brudt tavsheden om dagpengene og blandt andet lægger op til at nytænke genoptjeningsreglerne.

- Jeg kan kun se den som et tegn på, at hun gør klar til valg, uden at jeg vil lægge hovedet på blokken og komme med et bud på en dato, siger Jens Ringberg og fortsætter:

- Det var umuligt for Socialdemokraterne at gå ind i en valgkamp uden noget, der ligner en dagpengepolitik. Det har de nu - langtfra i detaljer, men nok til at tage debatten i valgkampen. Og uden at trække tæppet væk under dagpengekommissionen, siger han.

Flugter med fagbevægelsens ønsker

I en mail, der er rundsendt til de socialdemokratiske folketingsmedlemmer sent torsdag aften, skriver Thorning, at hun blandt andet vil ændre på reglerne for at genoptjene retten til dagpenge. Med dagpengereformen fra 2010 blev genoptjeningskravet hævet fra 26 til 52 ugers arbejde.

- Det er interessant, at hun lukker op for nye regler for genoptjening. Det er noget af det, fagbevægelsen har talt mest om siden dagpengereformen. Samtidig siger Thorning, at korte ansættelser skal kunne betale sig i forhold til dagpenge.

- Sammen med genoptjeningen var det præcist, hvad LO og FTF krævede i et udspil for et par uger siden - så også her kommer hun fagbevægelsen i møde, siger DR Nyheders politiske analytiker.

To års dagpengeperiode ligger fast

I mailen skriver statsministeren også, at et ændret dagpengesystem ikke må blive dyrere, end det er i forvejen, sådan som det også står på opgavelisten for dagpengekommissionen.

- Thorning er nødt til at stå fast på, at dagpengesystemet ikke må blive dyrere. Det kræver de Radikale, og det er også grundlaget for dagpengekommissionens arbejde, siger Jens Ringberg, der vurderer, at det nu ligger fast, at selve dagpengeperioden i Danmark fremover er to år.

- Thorning vil ikke sætte den op, og det er heller ikke et krav, man hører fra mange i fagbevægelsen længere, siger Jens Ringberg.