At Socialdemokraterne nu vil fremrykke dagpengekommisionen er et meget markant signal til både medlemmer og vælgere.
Det siger DR's politiske korrespondent, Ask Rostrup, fra den socialdemokratiske kongres i Aalborg.
- Med de udtalelser, Helle Thorning-Schmidt i dag kommer med, siger hun klarere end nogensinde før, at hun synes, at den nuværende dagpengereform er elendig.
Udtalelserne, Ask Rostrup hentyder til, er fra statsministerens tale, hvor hun blandt andet sagde:
- Vi vil have et nyt dagpengesystem. Og det får vi.
- Det vil give en lettelse i det socialdemokratiske bagland, at statsministeren nu lægger det åbent ud, at der vil komme ændringer i dagpengesystemet, siger Ask Rostrup.
Nødvendigt signal at sende
Dagpengekommisionen skulle oprindeligt have sine anbefalinger på plads i starten af 2016, men det vil Socialdemokraterne nu fremskynde.
- Med dagpengekommissionens analyser og anbefalinger vil et nyt Folketing hurtigt kunne gå i gang med arbejdet med en ny dagpengereform. Og et nyt dagpengesystem vil kunne træde i kraft den 1.januar 2016, sagde Helle Thorning-Schmidt på talerstolen i Aalborg til Socialdemokraternes kongres lørdag middag.
Socialdemokraterne har ganske enkelt været tvunget til selv at sætte fokus på dagpengene, vurderer Ask Rostrup.
- Vælgere og partimedlemmer er frustrerede over situationen. Det har været nødvendigt for Socialdemokraterne at italesætte problemet med dagpengene og tage afstand fra det nuværende dagpengesystem.
Ikke uproblematisk
Men statsministerens løfte om at gå til valg på en anden politik på dagpengeområdet er langt fra uproblematisk for statsministeren, vurderer Ask Rostrup.
- Når statsministeren selv går ud og direkte siger, at "dagpengereformen er elendig," så gør hun det også mere legitimt for medlemmerne af partiet at undre sig. For når systemet nu er så dårligt, hvorfor er det så, at de ikke ændrer det, siger Ask Rostrup.
Det var de borgerlige partier og Det Radikale Venstre, som tilbage i 2010 ændrede dagpengereglerne, som blandt andet betyder, at retten til dagpenge i dag er på to år mod fire år før 2012, hvor reformen trådte i kraft.
Siden har den nuværende SR-regering flere gange lappet på reformen ved blandt andet at udsætte indfasningen.
I maj 2013 besluttede regeringen, dengang også med SF, at nedsætte en såkaldt dagpengekommission, som skal komme med anbefalinger til, hvordan fremtidens dagpengeregler bør indrettes.