Analytiker: SF kommer ikke i regering efter valget

Sporene fra SF's krise efter salget af Dong-aktier vil afskrække partiet fra at søge i regering, vurderer politisk analytiker.

Der var god stemning mellem Pia Olsen Dyhr (SF) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved sidstnævntes nylige jubilæum som S-formand. Men danskerne skal ikke forvente at se dem i regering sammen efter valget. Det vurderer politisk analytiker. (Foto: © Niels Ahlmann Olesen, Scanpix)

Mens valgtrommerne buldrer med rygter, så samles SF lørdag og søndag til landsmøde i København.

Men hvor mange partier i disse dage nøje planlægger, hvordan de kan sikre sig ministerposter efter valget, så skal danskerne ikke forvente at se SF stræbe efter regeringsmagten efter folketingsvalget.

Det vurderer politisk analytiker for DR Jens Ringberg.

- Det er SF slet ikke parat til. Jeg tror, at sporene skræmmer rigtig meget, siger han.

Dong-salg gav SF-afgang

Jens Ringberg henviser til, at SF i januar 2014 forlod regeringen, der siden har bestået af de Radikale og Socialdemokraterne.

Det skete efter voldsom uenighed internt i partiet om salget af statslige DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Som konsekvens af krisen i partiet forlod Annette Vilhelmsen (SF) formandsposten ved et ekstraordinært landsmøde, ligesom begge partiets næstformænd og den politiske ordfører gik af.

Ind trådte Pia Olsen Dyhr, der har været formand for SF siden februar 2014. Hun var den eneste kandidat til posten og blev valgt uden afstemning.

Olsen Dyhr ærgerlig over regeringsafgang

- Pia Olsen Dyhr har sagt, at hun nok er den, der er allermest ærgerlig over, at man forlod regeringssamarbejdet. Så hun vil gerne i regering. Men hun er også – tror jeg – klar over, at der er hendes parti ikke lige nu, siger Jens Ringberg.

Han påpeger dog også, at Pia Olsen Dyhr har meldt ud, at man ikke for tid og evighed skal afskrive SF som regeringsparti.

- For det er det ultimative formål med de fleste politiske partier. Men det er ikke noget, der kommer til at ske lige efter det kommende valg, siger den politiske analytiker.

Dr.dk dækker SF's landsmøde, som Pia Olsen Dyhr åbner med en tale klokken 11.30.