Så tæt på som muligt.
Sådan betegner politisk analytiker Jens Ringberg positionen for Pia Olsen Dyhr frem mod SF's valg af en ny partiformand.
- Jeg kan ikke se, hvem der skulle opstille en anden kandidat. Jeg kan heller ikke se, hvem en anden kandidat skulle være, siger Jens Ringberg.
Pia Olsen Dyhr meldte sig torsdag som formandskandidat, og indtil videre har ingen andre meldt sig.
Venstrefløj bakker op
SF mangler en ny formand, efter at partiet med Annette Vilhelmsen i formandsstolen trak sig ud af regeringen i sidste uge.
Samtidig trækker Vilhelmsen sig altså som formand efter 15 måneder i front for partiet. Ugen igennem har en række top-SF'ere meldt, at de støtter Pia Olsen Dyhr som formand.
Og nu bakker også Pia Olsen Dyhrs konkurrenter på partiets venstrefløj op om hende. Herunder Özlem Cekic og Trine Pertou Mach.
- Dem, der kunne tænkes at opstille en modkandidat, er jo ude og støtte hende nu. Så jeg kan ikke se, at hun kunne blive mere sikker, siger Jens Ringberg.
Han hæfter sig ved, Pia Olsen Dyhr har meldt klart ud, hvordan hun vil lede partiet.
- Det interessante er måden, hun stiller op på. Hun gør det klart, at hun ikke vil finde sig i det, der er foregået i partiet på det seneste. Hun vil stå for en langt mere skærpet ledelse, siger Jens Ringberg.
SF holder ekstraordinært årsmøde i den første weekend af marts, hvor en ny formand skal findes. Eventuelle modkandidater til Pia Olsen Dyhr kan meldes deres kandidatur senest torsdag i næste uge.
Partiet forlod regeringen efter et par turbulente uger med intern ballade om frasalget af Dong til Goldman Sachs.