Analytiker: Esben Lunde trækker vejret endnu som minister

Fiskekvotesag er alvorlig for Esben Lunde, men der er også gået politik i den hos DF, siger analytiker.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ankommer sammen med embedsmænd til samråd om mulige indgreb over for kvotekonger. (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

Forholdet mellem miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og Dansk Folkeparti er temmelig anspændt i disse dage.

Det skyldes ministerens håndtering af sagen om fiskekvoter til storfiskere, der dermed sidder tungt på fiskeriet.

Det er alvorligt for Esben Lunde Larsen, at han blandt andet er blevet beskyldt for at tale usandt over for Folketinget og ikke har orienteret forligspartierne ordentligt.

Men som det ser ud nu, kommer det næppe til at koste ministeren jobbet, siger DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck.

- Han trækker vejret endnu. Selvfølgelig er det alvorligt, når en samlet forligskreds siger, de ikke har fået de informationer, de mener, de skulle have haft. Men fejlen er ikke så stor, at det normalt kunne koste ham pladsen, siger han.

Fremtid afgøres i næste uge

Ministerens fremtid skal DF tage stilling til i næste uge. Og i de seneste dage har Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, talt med store bogstaver over for Esben Lunde Larsen.

Efter et hasteindkaldt samråd i fredags, hvor Esben Lunde Larsen undskyldte over for forligspartierne, er forholdet mellem parterne ikke blevet bedre.

Sagen handler kort fortalt om, at Esben Lunde Larsen har fået en række forslag fra Natur og Erhvervsstyrelsen med det formål politisk at stække storfiskerne og give bedre plads til de mindre fiskere.

Men ikke alle forslag når frem til Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og de øvrige partier uden for regeringen. Og partierne beskyldte ministeren for at tale usandt på samrådet i fredags.

- Det har været kluntet fra Esben Lundes side undervejs, men pilen peger også på Ib Poulsen selv.

- Der har været forslag, som ministeren ikke har sendt videre. Men det ene forslag er Ib Poulsen faktisk blevet orienteret om, siger Bjarne Steensbeck.

Dårligt samarbejde

Analytikeren siger, at DF's fiskeriordfører selv har skruet op for dramaet med ministeren, og at DF-toppen ikke nødvendigvis er enig i, at kritikken af Esben Lunde Larsen skal være så voldsom.

Der er gået politik i den, og det handler mere om det end de faktiske forhold.

- Ib Poulsen har givet den fuld gas. Nogle vil måske mene for meget gas. Det betyder ikke, at sagen ikke er alvorlig. Men Ib Poulsen og Esben Lunde Larsen fungerer ikke sammen. Og det er ikke det samme som, at Dansk Folkeparti og Venstre ikke fungerer sammen, siger Bjarne Steensbeck.

Han understreger dog, at sagen sagtens kan nå at ændre sig i løbet af de kommende dage.

For miljøministerens embedsværk har sendt et hav af bilag fra fiskekvotesagen til de øvrige partier. Deri kan godt gemme sig oplysninger, som ikke er gunstige for ministeren.

Længere snor end Ole Birk

Når Esben Lunde Larsen, som det ser ud nu, trods alt kan stadig kan sove roligt som minister, skyldes det følge den politiske analytiker, at Venstre og Dansk Folkeparti har travlt med genoprette den gode tone.

Derfor vil det være et meget dårligt tidspunkt, hvis støttepartiet vælter en Venstre-minister.

Det er ikke længe siden, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) fik en næse for sin håndtering af Postnord-sagen.

Men den næse handler lige så meget om, at Dansk Folkeparti og Ole Birk Olesen i forvejen har et dårligt forhold.

Det er noget andet med Esben Lunde Larsen, som ikke har gjort sig uvenner på samme måde med DF-toppen, forklarer Bjarne Steensbeck.

- Snoren er kortere med Ole Birk Olesen på grund af gamle konflikter, og han har ikke den store kredit hos DF, siger den politiske analytiker.