Det er en stor dag for Pia Kjærsgaard – i virkeligheden endnu større end hvis hun havde fået en ministerpost.
Sådan lyder det fra DR Nyheders politiske analytiker, Jens Ring, efter at det er kommet frem, at den tidligere DF-formand med al sandsynlighed kan indtage posten som Folketings formand.
- Med formandsposten skriver Pia Kjærsgaard sig ind i den politiske danmarkshistorie, fordi hun har opnået en række ting, som ikke ret mange andre har præsteret, siger han og fortsætter:
- Først blev hun politisk leder for ét parti, nemlig Fremskridtspartiet. Så stiftede hun et helt nyt parti, Dansk Folkeparti, fordi hun ikke kunne holde kaosset i Fremskridtspartiet ud – og det parti er bare vokset og vokset og havde i 00'erne stor indflydelse, siger Jens Ringberg.
To store DF-bedrifter
Først på fredag ved middagstid udnævnes den nye formand officielt efter en afstemning i Folketingssalen, men alt tyder på, at det bliver Pia Kjærsgaard.
Alle borgerlige partier peger på hende, og dermed er der flertal for, at hun træder til og afløser Mogens Lykketoft på den prestigefyldte post.
Dermed kan Dansk Folkeparti bryste sig af at være indehavere af to markante bedrifter inden for kort tid.
- Nu er Dansk Folkeparti landets største borgerlige parti, og Pia Kjærsgaard er formand for Folketinget. Dét forløb er ret unikt. Jeg tror også, Pia Kjærsgaard vil være meget stolt over at blive valgt til Folketingets formand, siger Jens Ringberg:
- Hun vil se det som et udtryk for anerkendelse af det, hun har skabt som politiker – igennem en karriere, hvor der til tider har været af meget kritik af hendes person og hendes politik, siger han.
Ballade om posten
Der opstod ellers ballade om formandsposten i går, da Liberal Alliance helt åbent krævede topskattelettelser til gengæld for, at partiet ville pege på Pia Kjærsgaard.
Det fik Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, til at lange kraftigt ud efter Liberal Alliance.
- Det synes jeg slet ikke om. Vi synes ikke, at poster hænger sammen med politik på den måde. Jeg synes, at Liberal Alliance skulle lade være med at lave den slags forsøg på studehandler. Det er ikke et særligt kønt syn, sagde Peter Skaarup.
Balladen opstod, da regeringen efter pres fra Liberal Alliance skrev ind i regeringsgrundlaget, at der er en ambition om sænke topskatten med fem procentpoint.
Dansk Folkeparti har dog flere gange sagt, at de ikke kan se det ske.
Pia Kjærsgaard fik i weekenden støtte til at indtage posten som Folketingets formand fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).