Analytiker: En fredsmægler ville kalde dagen i dag en fiasko

Tonen mellem statsministeren og Søren Pape Poulsen er dagen igennem blevet skærpet, lyder det fra DR Nyheders politiske analytiker, Christine Cordsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder i øjeblikket møde med de borgerlige partiledere på Marienborg. (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

Der er ingen tegn på forsoning mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i sagen om mistilliden til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Sådan lyder det fra DR Nyheders politiske analytiker, Christine Cordsen, imens de blå partiledere på Marienborg forhandler om en tillægaftale til den landbrugspakke, der tidligere i dag blev vedtaget i Folketinget:

- Tonen er blevet skærpet i dag, både fra Løkke og Pape. Hvis man var fredsmægler, ville man nok betegne dagen i dag som en fiasko indtil nu i hvert fald, siger hun:

- Vi har set både Løkke optrappe situationen ved at true endnu mere eksplicit med folketingsvalg og Pape svare igen med at sige, at han hverken kan trues eller købes til at få tillid til Eva Kjer Hansen igen, siger Christine Cordsen.

De Konservative gjort det i dag klart, at de vil stemme for det mistillidsvotum, der er stillet af en samlet rød blok og kommer i folketingssalen på onsdag. Indtil da kan Eva Kjer Hansen godt blive siddende på sin post.

- Helt formelt er hun først tvunget til at gå, når der rent faktisk er blevet trykket på de grønne knapper i Folketingssalen. I henhold til Grundloven er det ikke nok, at der bare er et flertal, der har sagt, at de har mistillid til hende. Det skal vedtages i Folketinget, før hun er tvunget til at gå, siger Christine Cordsen:

- Og det, der sker lige nu, er, at Eva Kjer Hansen gør det, som hendes chef Lars Løkke siger, hun skal gøre. Og så længe han insisterer på, at hun skal blive og forsøge at forhandle en løsning igennem, så vil det ikke give meget mening, hvis hun selv valgte at trække sig, siger hun.

Indtil videre er kun dette tweet fra Rasmus Jarlov (K) kommet frem fra mødet på Marienborg:

https://twitter.com/RasmusJarlov/status/702911976826126336