Analytiker: Det lugter af, at VK-regeringen pressede embedsmænd

Nye anklager om børnecheck er en alvorlig sag for Venstre, mener DRs politiske analytiker.

DRs politiske analytiker, Bjarne Steensbeck, kalder det en meget skarpt skåret version af virkeligheden, som regeringen endte med at præsentere i 2010 ud fra de skriftlige svar, der ligger fra embedsmændene.

Det kunne godt se ud som om, at VK-regeringen pressede embedsmændene til at få optjeningsperioden på børnecheck til at være lovligt.

Sådan lyder det fra DRs politiske analytiker Bjarne Steensbeck til lovforberedelsesprocessen op til indførelsen af det såkaldte optjeningsprincip i forhold til børnechecken i 2010.

- Ud fra de skriftlige svar, der ligger fra embedsmændene, kunne man godt få den tanke, at VK-regeringen har bedt embedsmændene om at nå frem til en bestemt konklusion. Det lugter i hvert fald af, at man har kigget mere politisk end helt strengt juridisk på det.

Skatteministeriet fik nemlig dengang ifølge både Berlingske og Information flere advarsler fra Pensionsstyrelsen, der havde til opgave at rådgive på området, om at optjeningsprincippet kunne betragtes som diskrimination, der er forbudt ifølge fællesskabsretten i EU.

Alvorlig sag for Venstre

Efter at Pensionsstyrelsen havde sendt henvendelser til Skatteministeriet om, hvorvidt forslaget var i strid med EU-retten, begyndte styrelsen i stedet at finde begrundelser for, at forslaget rent faktisk holdt sig inden for reglerne.

- Det er temmelig alvorligt, for Venstre har i den her sag konstant hamret løs på regeringen, og nu ser vi via den her aktindsigt, hvordan de selv har arbejdet med den, og hvordan det kan se ud som om, de har presset embedsmændene til at gå i en bestemt retning, siger Bjarne Steensbeck.

Han henviser til aktindsigten, der ifølge Berlingske viser, at Skatteministeriet på et tidspunkt forsøger sig med en argumentation, som ifølge embedsmændene selv er meget usikker.

- Men det var det halmstrå, jeg kunne finde med så kort varsel, skriver embedsmanden i Skatteministeriet, som dagen forinden har bedt Pensionsstyrelsen om hjælp til at finde argumenter, der er "holdbare".

Det er ikke første gang, embedsmænd handler sådan

Bjarne Steensbeck pointerer, det heller ikke er første gang, at embedsmænd opfører sig sådan for at opfylde politiske ønsker.

- Vi kan se i en række sager, at det faktisk er den måde, som embedsmænd handler på. Eksempelvis statsløsekommissionen, hvor det er helt tydeligt, at man har et politisk ærinde, som man forfølger. Og det kunne man også godt fristes til at sige, at det samme er tilfældet her, siger han.

Det er dog ifølge Bjarne Steensbeck ikke muligt at konkludere noget sikkert i den her sag ud fra det materiale, der ligger.

Ingen tvivlspørgsmål kom med

Venstre afviser også, at der var noget, som talte imod at indføre det såkaldte optjeningsprincip i forhold til børnechecken i 2010. Både Skatteministeriet og Justitsministeriet godkendte nemlig loven.

- Det vi ikke ved i den her sag, og som Venstre klandrer sig til, det er, at justitsministeriet i sidste ende går ind og siger: Okay, vi kan godt køre. Men der stiller man jo sig selv spørgsmålet, hvordan i alverden kunne Justitsministeriet nå frem til den afgørelse? siger Bjarne Steensbeck.

Helt overordnet viser aktindsigten ifølge Bjarne Steensbeck, at der har været masser af tvivlsspørgsmål om den her sag, men ingen af dem kom frem til offentligheden.

- Det er en meget skarpt skåret version af virkeligheden, som regeringen ender med at præsentere i 2010, siger han.