Tibetkommissionens beretning har fremkaldt stærke reaktioner både fra Politiforbundets formand og flere af de advokater, der har repræsenteret de involverede politifolk.
Ja, selv nogle af de politikere, der har nedsat kommissionen, undrer sig direkte over dens konklusioner.
Det er lige før, man kan tale om, at de tre højtuddannede jurister i Tibetkommissionen får skæld ud. De har ikke leveret den vare, mange havde ønsket sig - eller måske de forskellige varer, forskellige aktører havde ønsket sig.
Men den slags kommissioner ledes ikke af en landsdommer for ingenting. Det er ikke en domstol, men den er mindst lige så omhyggelig. Og lige så forsigtig.
Hvad kommissionen fandt
Med andre ord: Tibetkommissionen er nået frem til præcis det resultat, som dens materiale - bjerge af dokumenter og et stort antal afhøringer i kommissionens lokaler i Buddinge - kan begrunde. Hverken mere eller mindre.
Derfor er hovedkonklusionen ret enkel:
Ja, ordren om at skærme Tibet-demonstranter under præsident Hu Jintaos besøg var ulovlig i forhold til dansk og international ret.
Nej, ingen ministre, embedsfolk, Hoffet, den absolutte top af Københavns Politi eller PET vidste, at ordren blev givet og udført.
Og... to ledende medarbejdere ved Københavns Politi havde ansvaret for den ulovlige ordre - og for at den blev ført ud i livet.
De skal igennem en disciplinærsag. Deres nærmeste chef var ikke påpasselig nok og reagerede ikke, da der blev ballade om sagen. Han kritiseres, men slipper dog for en disciplinærsag.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5818ab7fa11f9f0c98ac7beb
Ikke grundlag for at gå længere
Disse vurderinger afleverer Tibetkommissionen uden at ryste på hånden - dét er, hvad de tre jurister syntes, deres materiale kunne bære. Og derfor går de ikke længere.
De har ledt efter tegn på, at andre myndigheder end politiet har været involveret i tilblivelsen af den ulovlige ordre - og ikke fundet det.
De har søgt efter tegn på, at "instruktioner, henstillinger, opfordringer" til ulovlighederne har vandret ned gennem systemet helt fra samfundets top, men de har ikke fundet det. Derfor skriver de det ikke.
På sikker grund
De tre medlemmer af Tibetkommissionen bevæger sig kun på absolut sikker grund. Modsat, kan man måske udlede af beretningen, at de to ledende københavnske politifolk er kommet i klemme i Tibetsagen.
De to var ikke på sikker grund.
De iværksatte ifølge beretningen en ulovlig behandling af demonstranter, der blot ville benytte sig af deres ytringsfrihed.
Stemningen da præsidenten skulle komme
Tibetkommissionen gætter ikke på, hvorfor dette skete. I det hele taget gætter den ikke. Men den gør dog alligevel opmærksom på den stemning, der var op til det historiske kinesiske præsidentbesøg - en stemning, der også kom til udtryk på møder mellem Udenrigsministeriet, Hoffet og forskellige politimyndigheder.
Det var her, der blev talt om, at den kinesiske præsident ikke måtte tabe ansigt.
Det "bidrog til en stemning, der forplantede sig (fra Udenrigsministeriet, red.) via PET til Københavns Politi", står der i beretningen.
Kritik af UM og PET
Dermed får Tibetkommissionen også afleveret en kritik, omend indpakket, til andre end politifolk. Der er også kritik af Udenrigsministeriet og PET.
Udenrigsministeriet skal ikke have skylden for, at politiet overtrådte loven, understreges det. Men ministeriet gjorde en del ud af at forklare politiet, hvor følsomme kineserne er - og slet intet ud af at fortælle, hvad politiet egentlig skulle bruge dén oplysning til.
Det misforhold "bemærker" Tibetkommissionen, hvilket er det samme som at løfte en kritisk pegefinger mod Udenrigsministeriet.
Cirka samme kritik rettes mod PET, der samtidig kritiseres for ikke at have tilstrækkeligt styr på sine medarbejdere, der "i vidt omfang handlede på egen hånd og uden overordnet ledelse, også selv om der ikke forelå en konkret sikkerhedsmæssig fiasko".
Svirp fra Tibetkommissionen til Politiets Efterretningstjeneste.
Men ingen ansatte i PET risikerer dog konsekvenser - modsat de to ledende politifolk fra Københavns Politi. De har også andet at slås med, da de begge er sigtet for at tale usandt i retten.
I dét spor er Tibetsagen slet ikke ovre endnu.