Der er helt styr på, hvem der skal overtage roret hos Socialdemokraterne, hvis Helle Thorning-Schmidt smutter til et topjob i EU.
Det vurderer DR's politiske redaktør Uffe Tang.
- Man har hos Socialdemokraterne en fuldstændig klar plan for, hvordan man vil reagere.
- Formanden kommer til at hedde Mette Frederiksen, og hun kommer til at overtage Statsministeriet lynhurtigt, vurderer Uffe Tang.
Thorning mødes med Merkel
I medierne - både i Danmark og i udlandet - er der mange spekulationer om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt har mulighed for at få et europæisk topjob.
Torsdag mødes Thorning med Tysklands forbundskansler Angela Merkel, og det er et møde, som ikke har fået spekulationerne til at forsvinde - tværtimod.
Ingen tårer hos S
Skulle det være tilfældet, at Thorning skifter Christiansborgs gange ud med Bruxelles, bliver der ifølge Uffe Tang ikke grædt mange tårer hos Socialdemokraterne.
- Det har i lang været et håb blandt rigtig mange Socialdemokrater, at Thorning vil finde sig et rigtig godt job i udlandet, siger han.
Se hele analysen med DR's politiske redaktør Uffe Tang i videoen øverst.