At Venstre er kommet i vanskeligheder i sagen om EU-borgeres ret til at få dansk børnecheck og sende den hjem til familien i Prag eller Paris, er åbenlyst.
Partiet startede med at være i offensiven og prygle løs på regeringen for endnu en gang at have udvist en ualmindelig høj grad af uduelighed.
Det er da muligt, at en bureaukrat i Bruxelles mener, at de danske regler for tildeling af børnecheck er diskriminerende. Men når et flertal i Folketinget står bag dem, så må man lytte til det flertal, lød det.
Der var sågar antydningen af, at regeringens magtarrogance var så udtalt, at det lignede grundlovsbrud.
Venstre i problemer
Thorning og regeringen var da også iskolde og temmelig hovne i tacklingen af sagen.
Oppositionen kunne råbe og skrige, så meget den ville, men det ville ikke få regeringen til at rokke sig. Hvis Venstre ville stemme imod, at Danmark overholder vores forpligtelser i forhold til EU, måtte partiet jo gøre det.
Siden er sagen nærmest eksploderet mellem hænderne på Venstre.
Partiet har måttet trække sit eget forslag til en løsning tilbage. Har måttet lægge afstand til de Konservative våbenbrødres forslag om at få et flertal i folketingssalen til at pålægge regeringen at følge dansk lovgivning og gå direkte op imod EU-reglerne.
En helt usædvanligt læk fra partiets folketingsgruppe, som DR kunne offentliggøre mandag, viste, hvor rygende uenige venstrepolitikerne er om sagen. Og nu flyder aviserne over med historier om, hvordan den daværende VK-regering hårdt presset af Dansk Folkeparti, der skulle stemme for finansloven, i 2010 trodsede alle advarsler og indførte de strammere regler om et optjeningsprincip, som EU nu har underkendt.
DF stormer frem
Det kan umiddelbart undre, at Venstre kaster sig ud i et slagsmål, partiet får så store problemer med at vinde. Men der er en god grund: Dansk Folkeparti.
En meningsmåling for Altinget viste forleden, at Dansk Folkeparti med sin krystalklare EU-skepsis står til måske at kunne blive det største parti ved valget til Europa-Parlamentet i maj. Og ser man på de hjemlige meningsmålinger, er partiet også i gang med at vise skræmmende styrke målt i vælgeropbakning.
Udadtil er Venstre godt tilfredse med, at blå blok står stærkt. Men reelt frygter Lars Løkke Rasmussen for et kommende folketingsvalg, der kan ende med at minde om det herostratisk berømte jordskredsvalg fra 1973, hvor de gamle partier fik læsterlige tæv og Fremskridtspartiet med systemkritikeren og skattejongløren Mogens Glistrup satte helt nye standarder for dansk politik.
To veje at gå
Det er i virkeligheden gennem den prisme, man skal se Lars Løkke Rasmussen og Venstres kritik af regeringen.
Det er åbenlyst for enhver, at Dansk Folkeparti har fat i vælgerhavet, når det gælder den EU-skeptiske retorik. Men også på en lang række hjemlige områder, hvor partiet med formand Kristian Thulesen Dahl i spidsen uden at rødme stikker af fra tidligere standpunkter for at stille sig et nyt sted, hvor vælgerne kan søge hen, når regeringen og de andre borgerlige partier laver upopulære velfærdsreformer.
Man kan groft sagt vælge to måder at tackle Dansk Folkeparti på. Man kan vælge at lytte til de store vælgermassers bekymring og forsøge at give dem noget af det samme, som Dansk Folkeparti gør. Det er Løkkes strategi.
Det handler ikke om substans
Han er ikke drevet af nogen EU-skepsis. Han ved godt, at Danmark ikke er ved at gå under, fordi der går 100 mio. om året til en børnecheck, der sendes ud af landet til andre EU-borgere.
Han er overbevist om, at Danmark er bedst tjent med at være fuldt og helt med i EU, og at vi i det samlede billede har langt større fordele end ulemper ved medlemsskabet. Selvom det nogle gange koster.
Men hvad nytter det at have ret og være ren i troen, hvis vælgerne ikke har samme opfattelse?
Så for at inddæmme noget af DFs træk i vælgerhavet, må man svare igen ved at tage bekymringen alvorligt. Det handler om politik. Ikke om substans.
Den idealistiske vej
Eller man kan vælge regeringens vej (der ser ud til at være brolagt af de Radikale). Det er den idealistiske vej. Den der handler om at sige tingene, som de er, hvilket nærmest er en sjældenhed i dansk EU-politik.
Kulturminister Marianne Jelved (R) sagde en gang, da hun kritiserede VK-regeringen for at lefle for Dansk Folkeparti, at "politikere er sat i verden for at lede. Og det kan man ikke, hvis man går bag flokken".
Men i den idealistiske model ligger en latent bedrevidenhed og arrogance overfor de bekymrede vælgere. Bliver den for tyk, giver det bagslag.
Lige nu er det umuligt at sige, hvem der gør det klogeste. Men meget tyder på, at vinderne bliver Dansk Folkeparti, de Radikale og Enhedslisten.
Partier der står med rene holdninger og rene hænder, vil de selv sige. Eller partier med populistisk leflen eller elitær bedrevidenhed som drivkraft, ville kritikerne sige.
Lidt som i 1973.