Hvad gør politikerne og partierne, når deres vælgere bare helt ind i knoglerne er trætte af dem?
Når befolkningen ganske enkelt ikke orker mere ævl og kævl, flere skandaler, flere historier om smertefulde reformer eller bare flere talende ansigter i alvorlige miner eller endnu værre; opgivende attituder.
Den økonomiske krise har genereret såkaldt politikerlede i det meste af den vestlige verden. Eller i hvert fald en lede ved de gamle, etablerede partier og deres frontfigurer. Vi så det ved Europa-Parlaments-valget i maj, vi så det ved midtvejsvalget i USA tidligere på måneden, vi ser oprøret mod Labour og de konservative i Storbritannien lige nu - og på Grønland er trætheden over de folkevalgtes optræden ikke mindre.
Grønlænderne går til valg på fredag. Og uanset hvem man taler med i Nuuk, uanset hvordan man spørger, så er det første svar på Grønlands politiske udfordringer altid det samme:
Politikerne skal holde op med at mele deres egen kage, de skal tale ordentlig med og om hinanden, de skal samarbejde, og de skal få udrettet noget, så Grønland kan trække sig selv op af den økonomiske sump, som man hurtigt har kurs imod.
Konstante beskyldninger om skjulte motiver
Siden sidste års valg, der bragte den gennemslagskraftige Siumut-leder Aleqa Hammond til magten, har grønlandsk politik været gennemsyret af magtkampe og konstante gensidige beskyldninger om skjulte motiver, egenrådighed og decideret nepotisme.
Det nye landsstyre foretog opsigtsvækkende afskedigelser og bemærkelsesværdige ansættelser i toppen af centraladministrationen.Næsten alle departementschefer blev skiftet ud - nogle under stort postyr - og helt betændt blev det, da fiskeriministeren ansatte Aleqas Hammonds kæreste som rådgiver; en affære, som kostede både ministeren og den nyansatte rådgiver jobbene.
Også politisk var der konstant høj sø. Forholdet mellem Hammond og IA-lederen, landsstyreformand fra 2009 til 2013, Kuupik Kleist, var næsten fjendsk.
Det lille, nationalistiske Partii Inuit forlod efter bare et halvt år landsstyre-koalitionen som følge af beslutningen om at gøre op med den såkaldte nul-tolerance overfor udvinding og eksport af uran, og Siumut-kæmpen, den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, brød også med Siumut i protest mod landsstyrets politiske kurs.
Opgør med fætter/kusine-administrationen
Aleqa Hammond skulle i det hele taget vise sig nærmest at fungere som en magnet for personsager og politisk uro. Og dét efter en fire-årig periode med Kuupik Kleist og IA for bordenden - en periode, som havde været kendetegnet ved nærmest det modsatte: stabilitet, begyndende reformer og opgør med "fætter/kusine-administration".
Men tilbage til spørgsmålet om, hvad politikere stiller op, når befolkningen så reagerer mod politisk nedsmeltning og elendig økonomi.
Tja, i Grønland er svaret ganske markant:
Alle partiledere på nær en enkelt er skiftet ud, ingen har endnu siddet bare to år på posten, og de to oplagte kandidater til posten som ny landsstyreformand, Siumuts Kim Kielsen og IA's Sara Olsvig, har siddet på posterne i henholdsvis fire uger og seks måneder.
"Den kaotiske Hammon-æra"
Og når man taler med netop partilederne og andre kandidater her i Nuuk, så er det i sig selv et fremragende udgangspunkt for "at begynde forfra" - en vending, der går igen og igen. Måske en nødvendighed for at kunne vinke farvel til en - selv for grønlandsk politik - ualmindelig kaotisk æra, Hammond-æraen.
Ikke, at der ikke bliver gået til vaflerne i debatterne, men alle er meget opmærksomme på at holde en anstændig og lødig tone - alle er sig vælgernes åbenlyse trang til ordentlighed bevidst.
Ikke mindst fordi det måske mere end politiske forskelle er personlig kemi, der kan afgøre, hvem af de to - hvis ikke en helt tredje - der efter valget på fredag løber af med posten som Grønlands politiske leder de næste fire år.
Ingen kan vide sig sikker, men alle har travlt med at forpligte sig på at være såvel gode vindere som eventuelt næsten ligeså gode tabere.
Valgets titelmelodi er mere barsk end før
Samtidig har den politiske dagsorden forandret sig markant.
Hvor man ved valget sidste år havde en underlægningsmusik af selvfølelse og nationale drømme, så er valgets titelmelodi mere barsk i sit tilsnit - med fokus på jordnære udfordringer med at skaffe indtægter til landskassen, bekæmpe de enorme sociale problemer, at få hanket op i de unge og uddannelsessystemet og den enorme økonomiske ulighed mellem byer og bygder.
Man er på sin vis gået fra en værdipolitisk til en klassisk fordelingspolitisk kamp. Og selvom der naturligvis er betydelige forskelle på partiernes forslag til løsninger, så synes de centrale aktører at være enige om udfordringernes karakter og behovet for at tackle dem.
Og på den måde er tonen i den politiske debat blevet en afgørende faktor for grønlændernes kryds - som politikernes svar på befolkningens lede ved dem.