Nu venter alle på Socialdemokratiet og Venstre.
Og meget tyder på, at Inger Støjberg og resten af Christiansborg kan komme til at vente nogle dage endnu, før det står klart, om der er flertal for en rigsretssag.
Der er nemlig meget på spil for Folketingets to store partier, når de skal afgøre, om de vil lægge stemmer til Danmarkshistoriens sjette rigsretssag.
Som et af de gamle regeringsbærende partier, der altid går efter at have regeringsmagten og statsministerposten, må Socialdemokratiet nøje overveje, om Inger Støjbergs sag er alvorlig nok til at tage det allertungeste våben i brug.
Socialdemokratiet har ingen interesse i, at barren bliver sat lavt i forhold til, hvilke minister-forseelser, der udløser noget så alvorligt som en rigsretssag.
Det har Socialdemokratiet som regeringsbærende parti ikke i almindelighed, og slet ikke i en situation, hvor S-regeringen selv bøvler med mink-sagen.
Barnebrude og udlændingepolitik
Politisk er sagen heller ikke helt nem for Socialdemokratiet. En eventuel rigsretssag vil naturligvis alene handle om Inger Støjbergs mulige overtrædelse af loven om ministeransvar. Altså om lovbrud.
Men Inger Støjberg og mange andre med hende kæmper ihærdigt for at flytte fokus til barnebrude og udlændingepolitik.
Det fokus har statsminister og S-formand Mette Frederiksen ikke brug for efter, at hun har kæmpet i flere år for at give Socialdemokratiet troværdighed som garant for en hård udlændingepolitik.
Da sagen begyndte, var Socialdemokratiet også meget kritisk over for at lade unge kvinder bo på asylcentrene sammen med deres ældre ægtemænd. Helt på linje med den daværende udlændingeminister Inger Støjberg.
Mere alvorlige trusler
Som det andet store statsministerparti har Venstre naturligvis den samme bekymring for, hvilken præcedens sagen kan skabe for fremtidige minister-sager. Men hos Venstre overskygges den bekymring af langt mere alvorlige trusler.
Sagen har allerede udløst et opgør mellem V-formand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg, som har kostet hende posten som næstformand i Venstre.
Hvis Venstre ender med at støtte en rigsretssag, vil Ellemann stå med et splittet parti. Det store flertal i folketingsgruppen vil formentlig stemme ja til en rigsretssag, fordi de på linje med partiformanden og store dele af Venstres bagland vægter Venstres profil og historie som et lov og orden parti tungest.
Men omkring en håndfuld Venstrefolk forventes at ville stemme imod – sammen med Inger Støjberg selv.
VIDEO: Se Inger Støjbergs reaktion på rapporten, hvor to uafhængige advokater til Folketinget vurderer at der er grundlag for en rigsretssag,
Hvad gør Støjberg?
Endnu er det uvist, om den konkrete uenighed om rigsretssagen og hele opgøret mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg vil opildne de velkendte fløje i partiet til nye og opslidende kampe.
Ligesom Venstre venter nervøst på, hvordan Inger Støjberg vil reagere, hvis hendes parti ender med at støtte en rigsretssag. Altså om det vil få hende til at følge tidligere formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen ud af partiet.
Politisk står Støjberg og Løkke langt fra hinanden. Men de er begge tunge politiske profiler, som det kan koste det i forvejen hårdt pressede Venstre dyrt at miste. I hvert fald på kort sigt.
Klar juridisk vurdering
Vurderingen fra de to advokater, som Folketinget har hyret, er klar.
De mener, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag og for at få Inger Støjberg dømt.
Dermed er rigsretssagen rykket tættere på. Men som det står nu – hvor også De Konservative tøver - har Socialdemokratiet de afgørende stemmer.
Senest i næste uge skal afgørelsen falde.
TIDSLINJE: Herunder kan du blive klogere på tidsforløbet omkring udsendelsen af instruksen og det efterfølgende forløb.