ANALYSE Dagpengeoprør sender Jan Johansen i Thornings sorte bog

Jan Johansen bliver hverken minister eller martyr i fremtiden efter dagpengeoprør. Til gengæld får han lov til at beholde sin stilling som boligordfører.

Mandag aften kom Socialdemokraternes boligordfører Jan Johansen med en højst opsigtsvækkende udmelding.

Han vil nemlig stemme imod sin egen regering i spørgsmålet om den omdiskuterede dagpengereform, og den udmelding bliver dyr for ham.

- Næste gang der skal fordeles nye poster i den socialdemokratiske folketingsgruppe, kommer Jan Johansen ikke til at stå forrest i køen, siger DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck.

- Det her bliver skrevet i den sorte bog, så han bliver i hvert fald ikke ny beskæftigelsesminister, hvis den post pludselig skulle blive ledig, siger han.

Slipper bemærkelsesværdigt let

Umiddelbart ser den kontroversielle beslutning dog ikke ud til at få konsekvenser for Jan Johansen.

- Jan (Johansen, red.) må mene det, han vil, sagde Socialdemokraternes gruppeformand, Leif Lahn Jensen, således til DR Nyheder mandag aften - til stor overraskelse for Bjarne Steensbeck.

- Det er højst bemærkelsesværdigt, at han får lov til at slippe så billigt. Men den nye gruppeformand Leif Lahn kender Jan Johansen særdeles godt, og måske er det derfor, at Jan Johansen slipper så billigt, siger han.

- Men det kan også være, fordi man i denne periode, hvor der er fokus på dagpenge, vil lade være med at gøre Jan Johansen til for stor en martyr. Hvis han for eksempel blev strippet for sit boligordførerskab, ville man måske gøre en martyr ud af ham. Derfor forsøger man at tie det lidt ihjel, siger Bjarne Steensbeck.

Intern strid er noget rod

Finansminister Bjarne Corydon har taget hul på efterårets finanslovsforhandlinger, hvor dagpengereglerne spiller en stor rolle, og Jan Johansens udmelding er ikke just, hvad regeringen har brug for.

- Det er et problem for regeringen, for så får man ikke vist sin slagkraftighed, og at man har styr på egne tropper, siger Bjarne Steensbeck.

- Det her er kort sagt en omgang rod, for her har man sin egen politik, som man er ved at føre finanslov på, og så har man et af sine egne medlemmer, der rider i den stik modsatte retning. Det er noget rod, og det er de internt rigtig sure over, siger han.

Se hele analysen fra DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck i videoen i toppen af artiklen.