Debatten om at ændre definitionen for voldtægt er igen aktuel, da justitsministeren vil have undersøgt andre landes erfaringer med modeller for samtykke.
Men i debatten om samtykke kan der opstå en misforståelse af, hvad samtykket indebærer. Det mener Helle Jacobsen, der er programleder i Amnesty International, der støtter at indføre krav om samtykke i Danmark.
- Der er de her misforståelser om, at det skulle være omvendt bevisbyrde, men sådan et det selvfølgelig ikke. Det ville Amnesty aldrig nogensinde anbefale, siger hun og tilføjer:
- Det er stadig anklagemyndigheden, der alene skal løfte bevisbyrden. Man er uskyldig ind til det modsatte er bevist - akkurat som i dag.
Helle Jacobsen har gennemlæst over hundrede voldtægtsdomme og 300 henlagte sager. Hun finder det problematisk, at voldtægtssager i dag handler om, hvorvidt ofret har sagt fra.
- I dag er der stort fokus på, om kvinden har sagt fra og kæmpet imod. Med en samtykkelovgivning vil man i stedet kigge på, om det var sandsynligt, at hun gav samtykke - hvis hun eksempelvis sad og græd, siger programlederen.
Flere anmeldelser i England efter samtykkelovgivning
Folketinget tog i 2017 stilling til samtykke i forbindelse med voldtægt. Enhedslisten fremsatte et beslutningsforslag. Der var dog ikke flertal.
I fredagens udgave af Politiken fortæller justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at han er klar til at se på andre landes erfaringer med forskellige modeller for samtykke. Det sker efter flere års modstand.
Helle Jacobsen er glad for ministerens udmelding. Hun peger på, at man kan se på loven i England.
- De har set en kæmpe stigning i antallet af anmeldelser, efter de fik samtykkelovgivning, siger programlederen.
Hun sidder også med i et nyt panel, som skal undersøge voldtægtsofres vej gennem systemet. Panelet mødes første gang fredag.
I panelet deltager desuden Dannerstiftelsen, en bistandsadvokat, Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og to forskere. Rigspolitiet og Rigsadvokaten er også repræsenteret.
/ritzau/