Alternativet opsluger Grøn Alliance

Frie Grønne med Sikandar Siddique i spidsen har afvist en fremstrakt hånd fra Alternativet.

Politisk leder for Alternativet, Franciska Rosenkilde, under pressemøde efter Alternativet har holdt sommergruppemøde i København. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Partiet Grøn Alliance skal fremover være en del af Alternativet. Det er de to partier nået til enighed om.

Det skriver Alternativet i en pressemeddelelse.

- Vi er så glade for, at Grøn Alliance har valgt at melde sig under vores faner, siger Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, i meddelelsen.

- Jeg har stor respekt for den tillidserklæring og det mandat, jeg er blevet givet af Grøn Alliance, og jeg byder dem velkommen i Alternativet.

Veganerpartiets leder Henrik Vindfeldt, da de i 2020 fremlagde planer om at nedlægge det konventionelle landbrug. I august slog partiet sig sammen med De Grønne og blev til Grøn Alliance. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Ifølge partierne sker det "for at sikre den grønne fløj den stærkeste stemme i Folketinget".

Det er ikke mere end tre uger siden, at Alternativet i et åbent brev i Politiken inviterede både Grøn Alliance og Frie Grønne til at indgå i en fælles front.

Frie Grønne har afvist fusion

Mens det tilsyneladende ikke har krævet de store anstrengelser at få Grøn Alliance med på idéen, har det været en anden historie med Frie Grønne.

Partiets politiske leder, Sikandar Siddique, har nemlig afvist den fremstrakte hånd. Det gjorde han på partiets sommergruppemøde i august.

I stedet har han foreslået, at Alternativet nedlægger sig selv og bliver en del af Frie Grønne.

- Vi står helt rent i den kompromisløse klimakamp, fordi vi fra start har sagt nej til samtlige uambitiøse klimaaftaler.

- Jeg har fra starten sagt til Franciska og Alternativet, at det må være under Frie Grønnes faner, at den kompromisløse klimakamp kæmpes. De er mere end velkomne, hvis de kan stå inde for den linje, sagde Sikandar Siddique i en skriftlig kommentar i sidste uge.

Sidste uge meldte stifter og tidligere politisk leder af Alternativet, Uffe Elbæk, sig også under Alternativets faner igen. Det skete efter, at han havde brudt med Frie Grønne.

/ritzau/