Alternativet ønsker et dataetisk råd

Alternativet vil have et dataetisk råd i Danmark, og det kalder formanden for Etisk Råd en god idé.

Et dataetisk råd skal være med til at fremme gennemsigtighed og offentlig debat på området, mener partiets retsordfører, Josephine Fock. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Privatliv, databeskyttelse, kunstig intelligens og datalovgivning er blandt de områder, der skal diskuteres løbende i et dataetisk råd, mener Alternativet.

- Der sker rigtig meget på det her område. Det er nu, toget kører. Et dataetisk råd skal sikre, at borgernes informationer ikke bliver delt mere end højst nødvendigt.

- Rådet skal være med til at fremme gennemsigtighed og offentlig debat på området. Men det vigtigste er, at nogen løbende diskuterer, hvordan data bliver brugt, siger retsordfører Josephine Fock.

Partiet har ikke taget stilling til, hvem der skal sidde i et dataetisk råd, men det kan være faglige eksperter, politikere, forbrugerorganisationer og menige borgere.

Rådet skal ifølge Fock lave en årlig rapport, hvori det bliver vurderet, om der på nogle områder bliver gået for langt, og om Danmark er på rette kurs.

Formand for Det Etiske Råd Gorm Greisen mener, at det er en god idé med et dataetisk råd.

- Jeg kan se en række paralleller til vores råd. Jeg synes, at udviklingen både med dataindsamling og kunstig intelligens rejser nogle spørgsmål, som er meget overvældende, siger Gorm Greisen.

Han mener især, at spørgsmålet omkring privatliv er vigtigt, og at der store udfordringer ved ny teknologi.

/ritzau/