Alternativet går til EU-valg sammen med omstridt græsk politiker

Partiet har valgt den europæiske gruppe, den vil stille op under til næste år EP-valg.

Alternativet holder landsmøde i Odense. Her præsenterer Rasmus Nordqvist partiets valg om at stille om på en helt ny europæisk liste til næste års EP-valg. (Foto: © Carsten Bundgaard, Scanpix)

Når de danske vælgere om et år skal stemme på kandidater til EU-parlamentsvalget, stiller Alternativet op i en ny fælles-europæisk liste, der hedder "Europæisk Forår".

En af idémændene bag listen er den græske økonom og kontroversielle tidligere finansminister Yanis Varoufakis.

- Vi har valgt, at mødes med andre progressive kræfter i DiEM25 (Democracy in Europe Movement 2025, red.), som vi var med i lige fra starten af, da det blev stiftet for to år siden, siger EU-ordfører Rasmus Nordqvist i dag på Alternativets landsmøde i Odense, hvor beslutningen bliver præsenteret.

- Vi laver et fælles-europæisk program, og vi kommer også til at føre kampagne på tværs af landegrænserne. Det bliver med en dagsorden, som går helt i spænd med Alternativet selvfølgelig. En dagsorden som handler om et mere demokratisk, grønt og socialt Europa.

- Jeg synes, vi har et opgør med det "establisment" - altså det vi kender. Vi ønsker at lave om på tingene på en radikal måde. Vi har svarene, siger Nordqvist.

Et opgør med EU's magtelite

Opgøret med systemet er også et af hovedbudskaberne fra den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis. Han mener, at Europas magtelite ignorerer befolkningernes stemme og træffer beslutninger bag lukkede døre - med skæbnesvangre konsekvenser for Europas borgere.

I forvejen er Yanis Varoufakis ingen populær mand i EU-systemet. Som finansminister forhandlede han med EU-systemet under den græske gældskrise. Her oplevede EU-politikerne en mand, der ikke ønskede at imødekomme de europæiske sparekrav. Varoufakis endte med at trække sig som finansminister i erkendelse af, at hans person stod i vejen for en aftale.

Alternativet er medstiftere

Listen "Europæisk Forår" blev etableret den 10. marts i år med Alternativet som medstifter i den italienske by Napoli.

Medlemmerne er ifølge Alternativet enige om, at løsningen på Europas problemer er europæisk samarbejde. At klimaforandringer, migration og flygtninge, skatteunddragelse og offentlig gæld skal håndteres i fællesskab.

- Vi er en trans-national liste. Vi går på tværs af landegrænserne og arbejder med politikken sammen på en anden måde, end vi tidligere har set til Europa-Parlaments-valg. Det er fordi, vi ikke ønsker, at valget bliver den danske EU-politik, men faktisk europæisk EU-politik, siger Rasmus Nordqvist.

Alternativet tager søndag stilling til flere forslag, der vil afgøre, præcist hvor mange kandidater partiet stiller med til valget, der finder sted i slutningen af maj næste år.