Advokatundersøgelse skal granske skatteskandale

Et politisk flertal åbner en uvildig advokatundersøgelse af sagen om svindel med refusion af udbytteskat.

Alle partier i Folketinget ud over Enhedslisten og Alternativet står bag flertallet, der vil lade en advokatundersøgelse granske skatteskandalen. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Hvordan kunne det gå til, at statskassen er gået glip af over 12 milliarder kroner?

Det skal en uvildig advokatundersøgelse nu forsøge at komme med et svar på.

Et flertal af Folketingets partier er efter længere tids forhandlinger blevet enige om at igangsætte advokatundersøgelsen. Den skal belyse forholdene på udbytteområdet fra 2010 til 2015.

Alle partier ud over Enhedslisten og Alternativet står bag flertallet.

- Undersøgelsen skal afdække, om man har gjort det, man skulle i Skat. Hvem har haft ansvaret? Hvordan kunne det ske? Har tilsynet i Skatteministeriet været godt nok?

- Den skal også kigge på de ministre, der har siddet, inklusiv mig selv, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Flere partier har i de seneste måneders forhandlinger presset på for at få en undersøgelseskommission til at granske skandalesagen.

Ministeren er tilfreds med, at det er blevet en advokatundersøgelse, der kan give hurtigere svar. Han understreger, at han ikke selv har noget at skjule:

- Jeg synes, vi skal grave så dybt, vi kan, og få undersøgt så meget som muligt. Hvis man kan gøre et ansvar gældende - det kan også være politisk - så skal vi naturligvis gøre det.

Undersøgelsen skal blandt andet beskrive lovgrundlaget, de organisatoriske forhold, ledelsesmæssig forankring og ansvar og de økonomiske rammer på udbytteområdet.

Den uvildige undersøgelse skal desuden vurdere, om - og i hvilket omfang - der er sket fejl og forsømmelser i Skat og Skatteministeriet.

I den forbindelse skal det også vurderes, om der er grundlag for at indlede sager om disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar mod embedsmænd.

Advokatundersøgelsen kan dog ikke udtale sig om, hvorvidt en minister har begået fejl eller forsømmelser, da det er Folketinget, som har kompetence til at tage stilling til sådanne spørgsmål, oplyser Skatteministeriet.

Undersøgelsen skal efter planen afsluttes inden udgangen af 2017.

/ritzau/