Det ligner nærmest en umulig opgave for finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), når han i dag tager hul på de reelle forhandlinger om regeringens 2025-plan.
Positionerne fra de andre partier er på forhånd kendte: Liberal Alliance kræver en lettelse af topskatten på fem procentpoint, Dansk Folkeparti siger nej, og begge partier er ultimative.
Det hjælper heller ikke på finansministerens muligheder, at Socialdemokratiet ligesom DF siger blankt nej til topskattelettelser og desuden erklærer sig klar til at vælte regeringen, hvis Liberal Alliance ender med at gøre alvor af sine trusler om at stille et mistillidsvotum.
Historisk har der i dansk politik været andre tilsyneladende umulige opgaver, og hvis Claus Hjort Frederiksen tænker lidt kreativt, kan han måske finde noget inspiration i arkiverne.
Vi har kigget nærmere på fem historiske forhandlinger, hvor forløbene har været både usædvanlige og opsigtsvækkende:
Historiske finanslovsmandater fra Fremskridtspartiet
Før folketingsvalget i 1988 havde den radikale Niels Helveg-Petersen udtalt, at han ikke ville være i stue med Fremskridtspartiet - dertil var Mogens Glistrup og Pia Kjærsgaard for rabiate.
Helveg-Petersen blev siden økonomiminister i Poul Schlüters mindretalsregering, der bestod af De Konservative, De Radikale og Venstre, og da den i efteråret 1989 skulle finde flertal for en finanslov, så det pludseligt ud til at være mere end svært at komme uden om Fremskridtspartiet.
Socialdemokraterne var nemlig umulige at få til forhandlingsbordet, efter at partiet havde været væk fra regeringsmagten i mange år.
For enden af bordet sad den konservative finansminister Henning Dyremose, der midt i forhandlingsforløbet havde afløst Palle Simonsen (K) på den vigtige post.
- Niels Helveg-Petersen havde meldt klart ud, men ikke desto mindre var det en nødvendighed at få en finanslov igennem, og vi havde en fornemmelse af, at Socialdemokraterne var meget vanskelige at få til forligstruget, fortæller Henning Dyremose i dag.
Fremskridtspartiets mandater var altså nødvendige for at skaffe et flertal til finansloven.
- Og det er klart, at der tænker vi meget i, hvad der kunne få Fremskridtspartiet, som aldrig havde stemt for en finanslov på det tidspunkt, til at støtte en aftale, siger Henning Dyremose.
Mogens Glistrup var stadig en del af Fremskridtspartiet i slutningen af 1980’erne, men det var reelt Pia Kjærsgaard, der styrede partiet, og hende, KVR-regeringen skulle påvirke.
- Både Poul Schlüter og jeg gjorde meget for at skabe en positiv stemning over for Pia Kjærsgaard, som var hende, man kunne lave aftaler med. De mere markante Glistrup-typer var ikke nemme at få aftaler med, siger Henning Dyremose.
Allerede dengang havde Pia Kjærsgaard velfærdsområdet i almindelighed og ældre i særdeleshed som nogle af de mest markante mærkesager, og det var netop aftryk på de to områder, der fik Fremskridtspartiet til at stemme for finansloven for første gang – sammen med Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Henning Dyremose husker tydeligt sin forhandlingsstrategi:
- Man starter med at opbygge en gensidig tillid til de personer, man skal forhandle med, og bagefter finder man ud af, hvad forligspartneren virkelig brænder for:
- Og så skal man ikke spille ud med alt det krudt, man har. Man skal gemme noget til dem, man skal lave forlig med. Det er hovedlæresætningen, siger Henning Dyremose.
Socialdemokraternes reaktion på forliget var voldsom, og partiet brød til sidst med 69 års tradition om, at de store partier i Folketinget stemmer for finanslovsaftaler.
Mimi tog en lur på departementschefens gulvtæppe
Da Mogens Lykketoft i 1990’erne var magtfuld finansminister og fik lukket finanslov efter finanslov, varede forhandlingerne ofte til langt ud på natten. Også selvom man nemt kunne være blevet enige om bestemte elementer i forhandlingerne, mens det stadig var nogenlunde lyst udenfor.
Daværende industri- og samordningsminister Mimi Jakobsen fra Centrumdemokraterne mindes Mogens Lykketofts strategi med at holde på forhandlerne fra de forskellige partier som en frugtbar taktik.
- Mogens’ taktik var i det hele taget at holde på folk, for ellers gik de jo bare hjem og kom tilbage med endnu flere dyre ideer. Det var helt klart en del af det, siger Mimi Jakobsen i dag.
Men det var også voldsomt irriterende, fortæller hun.
Hun husker især én aften – der blev til nat – i Finansministeriet omkring midten af 1990’erne. En ung konservativ kulturordfører ved navn Brian Mikkelsen ville have et bestemt stykke kulturpolitik med på næste års finanslov, og forhandlingerne trak længere og længere ud.
Til sidst blev det for meget for en træt Mimi Jakobsen, der efter eget udsagn for længst havde regnet ud, at Brian Mikkelsen og Mogens Lykketoft nok skulle finde et fint kompromis.
- Jeg havde tit den der rolle med at sige ”skal vi nu for helvede ikke blive færdige med den finanslov, drenge, jeg skal hjem og passe børn”.
- I det her tilfælde var jeg simpelthen så træt af at høre på det, at jeg gik ind ved siden af på departementschef Anders Eldrups kontor og lagde mig til at sove på hans gulvtæppe.
- Jeg vendte tilbage til forhandlingerne lidt senere på natten, og jeg kan ikke erindre, at jeg tænkte, at jeg var gået glip af noget som helst. Men jeg havde da fået nogle timer på øjet, siger Mimi Jakobsen.
- Jeg opfattede det som meget gammeldags. Det var jo sådan i rigtig gamle dage, hvor de store, gamle mænd sad med cigarer og måske et par whiskyer og skulle køre hinanden ned. Whiskyen og cigarerne var dog før min tid, men den der mandsdominerede tilgang til det var altså ikke noget, der passede til en mor til to børn - eller til en enlig mor, som jeg også var et par gange. Lad os da få den finanslov, så vi kan komme hjem, tænkte jeg flere gange.
Og en finanslov fik de. Hvert år. Når forhandlingerne var ved at være i hus var der som regel en opløftet og løssluppen stemning i Mogens Lykketofts ministerium, og den daværende finansminister havde et simpelt, men helt bestemt madritual til den del af forhandlingerne.
- Når vi sådan begyndte at nærme os noget, så kom der noget rigtig lækker thaimad. Det var Mogens’ præference. Der kom også altid et par glas vin, siger Mimi Jakobsen.
Bendtsen truede med at forlade Fogh
Disciplin, drejebøger og fasttømret blokpolitik.
Mange har et indtryk af, at tiden under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var udramatisk og uden store slagsmål internt i VK-regeringen.
Men det langt fra et retvisende billede.
Da der i sensommeren 2007 skulle forhandles en skattereform på plads var Foghs regering faktisk tæt på at kollapse.
De Konservatives leder, økonomi- og erhvervsminister, Bendt Bendtsen, stod så stejlt på sit krav om at få omfattende skattelettelser, at han decideret truede Anders Fogh Rasmussen med at forlade ministerkontorerne på Slotsholmen.
Det fortæller en central kilde i forløbet.
K-lederen, der også var vicestatsminister, var dog ikke klar til at vælte regeringen og stille et mistillidsvotum.
Fogh ville kun gå med til at lette skatten for syv milliarder kroner, og på et sommertræf med Venstre havde han udelukkende talt varmt for lettelser i bunden med en social profil – uden at have afstemt det med Bendt Bendtsen.
Det fik noget usædvanligt K-lederen til at gå i medierne og tale for rimeligheden i, at skattelettelserne også skulle gælde for dem med højere indkomster.
Det behagede bestemt ikke Fogh, der prioriterede skattelettelser relativt lavt, og i den periode var mere optaget af at omfavne velfærden.
Men Bendt Bendtsen lykkedes delvist med sin mission.
I aftalen om skattereformen blev der afsat 10 milliarder kroner samlet til skattelettelser, hvoraf fem milliarder kroner blev brugt på at hæve grænserne for, hvornår der skulle betales mellem- og topskat.
Vestager satte S og SF skakmat
Den 1. januar 2011 klokken 19.15 satte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en storstilet nytårsoffensiv ind.
I sin tale til den danske befolkning gjorde Løkke det klart, at han ville afskaffe efterlønnen for de danskere, der dengang var under 45 år.
På det tidspunkt var De Radikale fanget i midten af dansk politik – de støttede rød bloks udlændingepolitik, men var blå i den økonomiske politik.
Men så valgte partileder Margrethe Vestager (R) at satse, og fem måneder senere havde hun trodset gængs Christiansborg-logik og stod sammen med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) foran Finansministeriets berømte glasdør for at præsentere en aftale, der både hævede efterløns- og pensionsalder.
- Vores joker var, at der siden 2001 havde været en VK-regering, som kun havde forholdt sig til Dansk Folkeparti, men lige pludselig kom der en ny brik ind og ændrede det politiske billede, fortæller Henrik Kjerrumgaard, der på daværende tidspunkt var Margrethe Vestagers særlige rådgiver.
Socialdemokraterne og SF stod måbende tilbage, mens Margrethe Vestager forsøgte at få det til at fremstå, som om hun var årsagen til, at flere års blokpolitik nu endelig var brudt, og at der igen blev ført politik henover midten.
Og den radikale manøvre gav i den grad pote. Da der i september 2011 blev afholdt folketingsvalg gik partiet hele 8 mandater frem.
De Radikale var udmærket klar over, at journalisterne ville bruge utrolig meget krudt på at spørge Margrethe Vestager, hvorvidt hun støtte Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som statsministerkandidat.
Bare to dage inde i valgkampen opgav det radikale hold dog at tælle, da Vestager allerede her var blevet spurgt 83 gange.
Da SRSF-regeringen skulle dannes, og et regeringsgrundlag skrives i Det Sorte Tårn på Amager, kunne De Radikale stille store krav og fik endda trumfet igennem, at ”udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.
Corydon vendte sig pludseligt mod Løkke
I en periode på et par måneder holdt finansminister Bjarne Corydon (S) i efteråret 2013 over 30 møder med Enhedslistens forhandlingsdelegation om finansloven for 2014.
Men det rykkede sig ikke rigtigt.
Enhedslisten blev ved med at stille som ultimativt krav, at ældre skulle have ret til mindst ét bad om ugen. Og det var måske ikke helt dumt, for Socialdemokraterne havde netop det krav op mod valget i 2007.
På den måde kunne venstrefløjspartiet hele tiden henvise til, hvordan Socialdemokraterne ikke ville gennemføre deres egen politik, selvom der var flertal for det.
Men regeringen ville ikke gå med til det, og tiden trak ud, så der blev lagt et tungt pres på Enhedslisten – blandt andet via et pressemøde med deltagelse af både Bjarne Corydon, Margrethe Vestager og Holger K. Nielsen.
- Men Enhedslisten valgte ikke at komme ind i forhandlingslokalet med et nyt mandat, fortæller Noa Redington, der på daværende tidspunkt var statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) særlige rådgiver.
Og så kom Venstre og De Konservative pludselig ind fra siden - mens Enhedslisten fik en lang næse.
I løbet af kun få dage blev der forhandlet en finanslovsaftale på plads med de to blå partier, der blandt andet fik et krav om fremrykning af skattelettelser igennem.
På det tidspunkt var oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V) omdrejningspunkt i en føljeton af dårlig omtale, der handlede om bilagsrod og luksus, så han øjnede med al sandsynlighed muligheden for at fremstå som en pragmatisk politiker med vilje til forhandling over midten i dansk politik.
I regeringen frygtede man ikke, at Enhedslisten ville hive tæppet væk under sig, og da Johanne Schmidt-Nielsen trådte frem, blev der da heller ikke talt om mistillidsvotum – ej heller fandt hun de berømte gloser fra skatteaftalen om regeringens ”pissen” på vælgerne frem igen.