32-årige Anders Winnerskjold bliver ny borgmester i Aarhus

Han afløser den mangeårige mand på posten, Jacob Bundsgaard (S), som stopper i politik til november.

Anders Winnerskjold bliver præsenteret som ny borgmester i Aarhus på et pressemøde dagen efter, at Jacob Bundsgaard har annonceret sit farvel til politik.

Anders Winnerskjold (S) skal tage over som borgmester i Aarhus - Danmarks næststørste kommune - når Jacob Bundsgaard om ganske kort tid forlader posten og dansk politik.

Det er meldingen på et pressemøde torsdag formiddag, hvor høje, runde borde med hvid dug er sat op i biblioteket på Gammelgaardsskolen - selvsamme skole, som den indfødte aarhusianer har gået på.

Anders Winnerskjold er 32 år gammel og i øjeblikket rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus.

Han blev valgt til byrådet første gang i 2017, og ved det seneste kommunalvalg satte 4.861 Aarhusianere kryds ud for hans navn.

- Vi kender Anders som en dygtig, arbejdsom rådmand, siger 1. viceborgmester Anette Poulsen fra Socialdemokratiet på pressemødet, hvor hun fortsætter:

- Vi kender også Anders som en god byrådskollega, og derfor er vi alle sammen trygge ved at give stafetten videre til Anders som borgmester.

Det er både en enig byrådsgruppe og en enig socialdemokratisk gruppe, der står bag beslutningen om, hvem der skal være arvager til Jacob Bundsgaard efter hans 13 år på posten.

Socialdemokratiet præsenterer Anders Winnerskjold som ny Aarhus-borgmester. Pressemødet foregår på hans gamle folkeskole. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Det allerfineste

Anders Winnerskjold takker for den enstemmige opbakning, mens han selv retter en tak til netop Jacob Bundsgaard.

- Det er en kæmpe stor opgave at skulle være borgmester, og det er kæmpe sko at skulle fylde ud, siger han.

Men udskiftningen på posten kommer ikke til at betyde store forandringer for Aarhus, forsikrer han.

- Jeg er socialdemokrat, og derfor kommer der altså heller ikke revolution. Men jeg er et andet menneske, og det kommer naturligvis til at påvirke politikken, lyder det fra den nye borgmester.

Alligevel er det ikke tilfældigt, at valget er faldet på hans gamle skole som bagtæppe for præsentationen.

Hør Anders Winnerskjold italesætte de valgte rammer for pressemødet i videoen her:

- For mig er gode børneliv og det at skabe gode børneliv det allerfineste, man kan kaste sig over, siger Anders Winnerskjold.

- Jeg drømmer om, at det enkelte barn får mere tid i daginstitutionen. Jeg drømmer om, at vi videreudvikler og udbygger dét, som for mig er kronjuvelen i det danske velfærdssamfund, nemlig folkeskolen, siger han og gestikulerer med armene ud mod den skole, der omgiver ham og de aarhusianske socialdemokrater.

Det er en bemærkning, der afføder en begejstret hujen fra en af de forbipasserende tilskuere til pressemødet.

En 'meget svær' opgave

Også den anden ende af livet, nemlig alderdommen, er et af den nye borgmesters fokuspunkter, fortæller han.

- Når man bliver gammel, skal man være sikker på at få den fortjente hjælp og støtte, og som pårørende skal man have ro i maven, når ens elskede bliver gamle, siger Anders Winnerskjold.

Samtidig vil han styrke sammenhængskraften i Aarhus - for i dag kan det ikke lade sig gøre at købe et hus i det skoledistrikt omkring Gammelgaardsskolen i forstaden Åbyhøj, hvor han selv er vokset op i en familie med forældre, der havde helt almindelige job, påpeger han.

- Det er et problem for vores by, og det er et problem for vores sammenhængskraft, og det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, siger Anders Winnerskjold, der dog i næste sætning erkender, at han har givet sig selv en "meget svær" opgave.

Der går endnu to uger, før Anders Winnerskjold kan kalde sig selv borgmester i landets næststørste by. Først 6. november rykker Jacob Bundsgaard ud af rådhuset.