12 citater: Kras kritik af S-ledelse

De seneste års udlændingestramninger får en række socialdemokratiske lokal- og kredsformænd til at lange ud efter partilinjen på Christiansborg.

Mette Frederiksen og den socialdemokratiske partitops linje får hård kritik af en række af partiets kredsformænd. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Nok er nok.

Sådan lyder hovedbudskabet fra dele af det socialdemokratiske bagland til partitoppen.

DR Nyheder har talt med i alt 20 socialdemokratiske kreds- og lokalformænd, hvoraf 12 er kritiske over for partiets nuværende asyl- og flygtningepolitik, mens fem bakker op om linjen. Tre ønsker ikke at kommentere.

Flemming Kjær, kredsformand, Assens:

- Det er gået over stregen. Det ligger for langt fra vores værdier, og jeg er rent faktisk skuffet. Som kreds skal vi hjælpe hovedbestyrelsen med at komme tilbage på sporet.

Bo Byrial Nielsen, kredsformand, Brønderslev:

- Vi oplever lige nu, at medlemmer simpelthen melder sig ud på grund af udlændingepolitikken. Der er vi gået for vidt, mener de. Og det mener jeg egentlig også. Socialdemokraterne på Christiansborg skal ikke lægge stemmer til flere af regeringens stramninger.

Gert Schou, kredsformand, Djurskredsen:

- Vi er meget betænkelige ved de seneste stramninger – især om de holder sig inden for konventionerne. For her mener vi, at Socialdemokraternes politik skal være. Vi endte med at acceptere, at der blev stemt for L87, men vi mener ikke, at vi hovedløst skal følge den vej og lefle for andre partiers udlændingepolitik.

- Dansk Folkeparti holder jo aldrig op med at stramme, og vi skal ikke løbe efter dem. Der kan selvfølgelig også være fornuftige ting i stramninger – vi er jo et lille land med et mætningspunkt. Men som det er nu, går det jo udover Danmarks omdømme.

Morten Thorup, kredsformand, Egedal:

- Hver gang, at Socialdemokraterne på Christiansborg stemmer for stramninger, ryger der en lille håndfuld medlemmer hos os. Det er der også gjort denne gang. Jeg mener, at det især er på retorikken, at Socialdemokraterne på Christiansborg går for langt. Det er svært for os ude i kommunerne at skabe noget positivt omkring integration, når de på Christiansborg først taler dem sådan ned, inden de overhovedet kommer til landet.

- Det er svært at sige, om Socialdemokraterne i fremtiden skal lægge stemmer til flere stramninger. For jeg kan ikke se, at man kan stramme meget mere og så holde sig inden for konventionerne. Og det mener jeg, at Socialdemokraternes politik skal.

Arne Teglgaard, kredsformand, Aarhus Østkreds:

- Jeg synes, det er lige skrapt nok. Specielt 3-års-reglen. Det er ærgerligt, at man er gået med til det. Jeg tror ikke, det gavner integrationen.

Bjarne Carsten Westerdahl, kredsformand, Aakirkeby:

- Det er så sandelig ikke noget, jeg er stolt af. Jeg tror ikke, at de nye familiesammenføringsregler gavner. Tværtimod. Vi skal også tænke på det menneskelige.

Er du bekymret for, at der vil komme udmeldelser?

- Ja, det er jeg da. Når jeg selv mener, at det her er et skridt for langt, må der være mange andre, der går med de samme tanker.

Knud Tønder, kredsformand, Favrskov:

- Det virker som om, at folketingsgruppen har behov for at vise, at de kan samarbejde hen over midten. Og det er den seneste tids politik mere et udtryk for, end det er et udtryk for socialdemokratisk politik.

- Når jeg kigger på Venstre og DF’s politik på det her område, så er der ingen helhed. Det er ren taktik og strategi. Og den slags forslag bryder jeg mig ikke om. Derfor er jeg imod, at Socialdemokraterne på Christiansborg læner sig så meget op ad dem. Den reelle politik forsvinder. Vi skal stole mere på vores egen politik og værdier.

Niels Møller Madsen, kredsformand, Skanderborg:

- Medlemmerne har altså ikke en god mavefornemmelse. De kan ikke se vores gamle parti i forhold til især det her med smykkerne og familiesammenføring, men det er måske en nødvendighed.

Preben Etwil, lokalformand, Rudersdal:

- Det overrasker i den grad mine medlemmer, hvor stor lysten fra partitoppen er til at indgå kompromis med Venstre og Dansk Folkeparti. Jeg har allerede fået to udmeldelser på skrift. Det var de tre års familiesammenføring, der var hovedet på sømmet for dem.

- Man skal naturligvis signalere, at man gerne vil være med på nogle stramninger, men det her er så hårdt, at man næsten kvæler barnet, og så langt burde vi ikke gå. Det er mit indtryk, at rigtig mange menige medlemmer mener, at vi er gået for vidt, og vi har svært ved at se, hvad vi politisk fik til gengæld.

- Alle vil meget gerne give en ny formand en chance, og der kan det godt være, at hun har skrævet over mere, end hun kan magte. Hun har sandsynligvis siddet gode råd overhørig. Hun er jo ikke kendt for at lytte efter andre.

Lynge Jensen, kredsformand, Guldborgsund:

- Vi er for langt ude og står til skue i udlandet, mens Socialdemokraterne lægger ryg til. Jeg er ikke enig i den linje. Nu har vi nået grænsen. Jeg har endnu ikke fået nogen udmeldelser, men mange medlemmer er meget bekymrede og lufter det, som jeg nu også gør.

Henrik Fjeldgaard, kredsformand, Silkeborg Sydkreds:

- Jeg er da ikke ovenud begejstret for stramningerne på familiesammenføring. Det ved jeg, at andre i parti og kredsforeningen er enige med mig i. Det er umenneskeligt over for familierne, der skal være skilt ad i flere år. Mere tydeligt kan det vist ikke siges.

- Vi har endnu ikke haft nogen udmeldelser, men man mærker på partimedlemmer, at vi begynder at lægge os lidt for meget op ad Dansk Folkeparti, og at vi er med til noget, som ikke er helt socialdemokratisk. Jeg kunne godt synes, at vi skal sige stop for flere asylstramninger.

Torben Bechsgaard, kredsformand, Gentofte:

- Personligt vil jeg ikke kunne stemme ja til forlængelsen af familiesammenføringen til tre år. Hele debatten om smykkerne er kvalmende, symbolpolitisk og uanstændigt. Grundlæggende retsprincipper er der også pillet ved. De tre tiltag kan jeg ikke støtte.

- I går aftes var der tre, der meldte sig ud. Den ene har været medlem i 50 år. Der har været andre. Vi er ellers den kreds, der havde størst procentvis medlemsfremgang i 2015.