VW-skandalen vokser - Porsche bliver revet med

Myndighederne i USA udvider granskning til Porsche og flere modeller fra Audi.

Snydeindretningerne er ifølge miljøagenturet indbygget i de større 3 liters dieselmotorer, der ligger i VW-koncernens køretøjer fra årgang 2014 til 2016. (Foto: © Denis Balibouse, Scanpix)

Volkswagen-skandalen vokser til at omfatte flere luksusmodeller fra Audi og nu også modeller fra Porsche - virksomheden, der er blevet kørt af den mand, der nu er udpeget til at rydde op i bilkoncernen VW. Det skriver Bloomberg.

Flere motorer har snydesoftware

Den amerikanske miljøbeskyttelsesmyndighed, U.S. Environmental Protection Agency (EPA), oplyser, at ud over biler med 2,0 liters dieselmotorer, som har benyttet sig af snyde software for at skjule det reelle udslip af skadelige NOx-gasser, så ligger det fast, at koncernens 3,0-liters motorer, der ligger i VW-koncernens køretøjer årgang 2014 til 2016, også har været udstyret med den slags indretninger.

- VW har igen ikke levet op til dets forpligtelse til at overholde de love, der beskytter ren luft til alle amerikanere, udtaler Cynthia Giles, fra EPA's kontor for håndhævelse og opfyldelse af sikkerheden.

De berørte modeller er VW Touareg og Porsche Cayenne. Det fremgår ikke, om Audi Q7, der er også er udstyret med en 3,0 liters motor også er blandt de afslørede biler, skriver Ritzau.

VW afviser

Volkswagen understreger, at der ikke er blevet installeret software i 3-liter v6 dieselmotorer med det henseende at ændre testresultaterne, skriver selskabet til Bloomberg i en mail.

- Volkswagen vil fuldt ud samarbejde med EPA for en fuldstændig klarlæggelse, skriver bilkoncernen.

10.000 flere biler

I september indrømmede Volkswagen, at det havde sat snydesoftware i dieselmotorer på en lang række bilmodeller for at opnå bedre miljøresultater, når bilerne blev testet.

Volkswagen oplyste samtidig, at 11 millioner biler kørte rundt med snydesoftware.

Den nye udvidede undersøgelse omfatter bare 10.000 biler, men trækker altså prestigefyldte Porsche ind i skandalen. Porsche har ellers været urørt af skandalen indtil nu. Og det er altså netop den nu tidligere chef for Porsche, Matthias Müller, der er sat til at rydde op i koncernen.