Voldsom nedtur for somaliske pirater

I gennemsnit sad gidsler 316 dage hos somaliske pirater i 2012, mens en løsesum var på 22,8 millioner kroner.

Gidslerne sad i snit 316 dage hos somaliske pirater i 2012, mens en løsesum var på 22,8 millioner kroner. (© Scanpix)

I 2012 fik de somaliske pirater tilsammen, hvad der svarer til 183 millioner danske kroner for at slippe skibe og gidsler fri.

Det er en voldsom nedgang på 80 procent i forhold til året før, hvor der blev smidt, hvad der svarer til cirka 918 millioner danske kroner i løsesum til piraterne. Det viser en ny rapport fra den amerikanske tænketank, One Earth Future.

Rederiernes udgifter til at få vristet et kapret skib og gidsler fri igen fra piraterne, er dog dobbelt så store som selve løsesummen.

Løsesum var i snit 22,8 mio. kr.

Regnes rederiernes udgifter til specielle eksperter, der rådgiver og forhandler med piraterne om løsesummens størrelse samt transport og levering af de kolde kontanter, der betales i amerikanske dollar, løb udgifterne op i 365,1 millioner kroner, fremgår det af rapporten.

Gidsler var i gennemsnit taget til fange i 316 dage i 2012, og gennemsnittet af en betalt løsesum var på, hvad der svarer til 22,8 millioner danske kroner.

På grund af nedgangen i kaprede skibe og tilfangetagne gidsler udgør rederiernes samlede udgifter til at få skibe og gidsler fri den mindste del af pirateriets samlede omkostninger.

Til gengæld har rederierne store omkostninger til at beskytte sig mod piratangreb. Det koster at sejle ad nye ruter, med hurtigere fart og dermed brug af mere brændstof, samt at beskytte skibe og søfolk med bevæbnede vagter.

Det udgør langt den største del af de 34 milliarder, det somaliske pirateri kostede i 2012.

Fanget i 27 måneder

Den internationale flådes indsats mod piraterne koster 6,3 milliarder kroner, fremgår det af rapporten.

I øjeblikket har somaliske pirater kun to internationale fartøjer kapret, et handelsskib og et fiskeskib samt i alt 60 gidsler, heraf sidder de 17 gidsler på land. Blandt dem er seks søfolk fra det danske rederi Shipcraft.

Søfolkene - heriblandt to danskere - blev kidnappet fra coasteren Leopard den 12. januar 2011. Gidslerne har indtil videre været tilfangetaget i 27 måneder.

/ritzau/