Der er skåret gevaldigt ned i kravet til den tidligere ledelse i den fallerede Roskilde Bank, når Højesteret skal se på Roskilde Bank-sagen.
Først krævede Finansiel Stabilitet en milliard kroner i erstatning.
Men efter det statslige oprydningsselskab i starten af november tabte sagen i Østre Landsrest, har Finansiel Stabilitet nu barberet kravet ned til 375 millioner kroner, bekræfter Finansiel Stabilitet over for DR Nyheder.
Kravet mod den tidligere revision og den tidligere underdirektør Allan Christensen er desuden droppet.
- Det bliver en helt anden sag på flere områder. Ud over det ændrede erstatningskrav har Finansiel Stabilitet også skiftet ud i kredsen af advokater, der skal føre sagen, siger Thomas G. Svaneborg, der er erhvervskorrespondent i DR Nyheder
I Byretten var det Christian Alsøe fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der repræsenterede Finansiel Stabilitets søgsmål mod ledelsen i Roskilde Bank.
Men til ankesagen har Finansiel Stabilitet hyret advokat Lotte Eskesen, der også repræsenterer Finansiel Stabilitet i sagen mod Løkken Sparekasse.
- Det er usædvanligt, at man skifter advokat i så omfattende en sag, og det er nærliggende at tro, at den skarpe kritik, som Østre Landsret rettede mod advokaterne i den første dom, har ført til, at man er blevet enige om at udskifte holdet, siger Thomas G. Svaneborg.
Konkurs kostede milliarder
Roskilde Bank gik konkurs i august 2008, og tusindvis af aktionærer mistede til sammen flere milliarder kroner.
Det er den danske stats oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet, der blandt andet rydder op efter banker med dårlig økonomi, som havde anlagt erstatningssagen.
I alt havde Finansiel Stabilitet sagsøgt 11 personer fra den tidligere ledelse i Roskilde Bank og revisionsfirmaet Ernst og Young for en milliard kroner plus renter.
Blandt dem er tidligere bankdirektør Niels Valentin Hansen, medlemmer af bankens ledelse og bankens tidligere revisorer.
Sagen er den mest omkostningstunge, der nogensinde er blevet ført ved en dansk domstol.
Da ledelsen blev frikendt i november, blev Finansiel Stabilitet dømt til at betale sagsomkostningerne til de sagsøgte. De løber i sig selv op i 72 millioner kroner.