Efter at premierminister Theresa May i dag for tredje gang tabte afstemningen om en skilsmisseaftale med EU i det britiske underhus, betyder det, at det kan blive en realitet, at Storbritannien forlader EU uden en aftale den 12. april.
Hvis det sker, så kan det få en række økonomiske og praktiske konsekvenser for danskere, der handler med Storbritannien, bor i Storbritannien eller køber varer på netbutikker, der har hjemme i landet.
Få her overblikket over, hvad det kan komme til at betyde for dig.
Du bor i Storbritannien
Indtil videre har de omkring 40.000 danskere, der er bosat i Storbritannien, frit kunne opholde sig i landet uden en opholdstilladelse, fordi der er fri bevægelighed mellem EU-medlemslande.
Det kan dog ændre sig, hvis Storbritannien får et brexit uden en aftale.
Det vil betyde, at danske statsborgere i Storbritannien ikke længere vil kunne benytte sig af EU's regler om fri bevægelighed, og britiske borgere, der bor i Danmark, ikke længere vil have de rettigheder, som EU-borgere har.
Storbritanniens regering har tidligere meldt ud, at landet vil gøre sit for, at EU-borgere, der bor i landet, vil kunne blive boende, ligegyldig hvad der sker.
Den 19. marts vedtog Folketinget et lovforslag, som midlertidigt viderefører visse rettigheder for herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer, hvis Storbritannien udtræder af EU uden en aftale.
Du er studerende i Storbritannien
Storbritannien er en populær destination for danske studerende, og britiske universiteter skal i dag behandle britiske statsborgere og EU-borgere på lige fod, så studieafgiften lige nu er den samme for en brite og en dansker.
Men den slags kan blive fortid.
Hvis briterne trækker sig fra det europæiske samarbejde uden en aftale, vil danske udvekslingsstuderende formentlig skulle søge om visum for at læse på et britisk universitet, og de kan risikere at skulle betale for opholdet på linje med udvekslingsstuderende fra lande uden for Europa.
Et års kandidatstudier på politik-linjen på Oxford University koster omkring 180.000 kroner for internationale studerende. Prisen for briter og EU-borgere er 81.200 kroner.
Du planlægger at flytte til Storbritannien
Hvis Storbritannien ender i et no-deal scenarie, vil briterne ikke længere være omfattet af den frie bevægelighed i EU. Det er indtil videre uvist, hvordan scenariet stiller danske statsborgere, der ønsker at flytte til Storbritannien.
Med et brexit uden aftale vil det nemlig være op til Storbritannien at beslutte, om danskere i fremtiden skal søge om opholdstilladelse.
Forhandlingerne om forholdene, der skal sikre en ordentlig udtrædelse af EU, er i gang, men det er forhandlingerne om de fremtidige forhold ikke, oplyser Udenrigsministeriet. Det fremtidige forhold skal Danmark og resten af EU-landene først forhandle med Storbritannien om, når det er endeligt afklaret, om briterne forlader EU uden en aftale.
Du vil køre bil eller bruge mobiltelefon i Storbritannien
Skal du ud og køre i et Storbritannien, der har forladt EU uden aftale, skal dit danske kørekort formentlig suppleres af et internationalt.
Og det er heller ikke sikkert, at du kommer til at kunne gå på nettet fra din telefon i Storbritannien.
I mere end et år har danskere haft mulighed for at gå på nettet fra mobiltelefonen i samtlige EU-medlemslande uden at betale ekstra, men den fri roaming vil ikke nødvendigvis omfatte Storbritannien, hvis landet forlader EU.
Fri roaming afhænger af selskabernes aftaler. Derfor vil nogle selskaber fortsætte med roaming i i Europa uafhængigt af Brexit.
Du skal på ferie til Storbritannien
Når du rejser inden for EU, er du garanteret en række rettigheder, og de gælder, uanset om du er rejsende med fly, tog, bus eller båd. Forlader Storbritannien EU uden aftale, vil de fælles EU-rettigheder dog ikke gælde på samme vis.
Danskere vil blandt andet ikke kunne bruge blå sygesikringskort i Storbritannien, og samtlige passagerrettigheder, der giver ret til økonomisk kompensation ved forsinkelse eller aflysning, vil bortfalde.
I hvert fald, hvis du rejser med et selskab, der ikke har base i EU.
Du skal købe varer i Storbritannien
I dag er du dækket af EU-reglerne for reklamationsret, når du køber en vare i et andet EU-land, og der er endnu ikke sikkerhed for, at klagemulighederne, der findes inden for EU, vil gælde ved et no-deal scenarie.
Derfor kan du som forbruger få sværere ved at komme igennem med krav om reklamationsret, hvis du opdager en fejl på den vare, du har købt, hvad enten den er købt i en fysisk butik eller en butik på nettet.
Handler du i et Storbritannien, der er trådt ud af EU uden aftale, vil toldforholdene også ændre sig.
Det betyder, at der vil være samme regler om told og afgifter som ved køb i andre lande uden for EU. Du skal altså betale told og afgifter, hvis du køber varer for over et bestemt beløb.
Du handler med Storbritannien
Hvis du er en virksomhed, der handler med Storbritannien, vil et brexit uden aftale med al sandsynlig påvirke dagligdagen, så det kan mærkes og betyde færre ordrer til en række danske virksomheder.
Især landbrugseksporten af mælkeprodukter og svinekød vil blive ramt, og Fødevareministeriet anslår, at det vil kunne koste Danmark vareeksport for 17 milliarder kroner.
Samtidig er der det administrative.
Forlader briterne EU uden aftale, vil virksomheder, som handler med Storbritannien, skulle ruste sig til at tage hånd om nye toldprocedurer, lokale forbud, kontrakter, forsikringer og meget mere. Læs her Erhvervsstyrelsens guide til virksomheder, der handler med Storbritannien.
Kilder: EU-kommissionen, Udenrigsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Udlændingeministeriet, Forbruger Europa, Gov.uk